Entré‎ > ‎

Chakramusik




Opdateret og let udvidet version af  artiklen findes som .pdf-fil (800 Kb, 8 sider) klik her!

Har du styr på din spirituelle kulturhistorie?

Har du fx reflekteret over, hvordan et begreb som chakra, som en ganske omfattende subkultur benytter sig af som en selvfølgelig fælles reference, har holdt sit indtog i vores kulturkreds?

Prøv til en start at svare på de tre følgende spørgsmål. Det kan gribes an som en fornøjelig quiz med vennerne. Der er ved hvert spørgsmål angivet tre svarmuligheder:


- Hvor langt tilbage i historien skal vi for at finde de første kendte skriftlige kilder til de syv chakraer?

1) Mindst 4.000 år.

2) Mellem 1.000 og 4.000 år.

3) Mellem 400 og 1.000 år.


- Hvornår blev chakra-begrebet introduceret i den teosofiske kulturstrømning, som mange anser for en milepæl mht. præsentationen af ’den evige visdom’ i Vesten?

1) Med H. P. Blavatskys bog Isis Unveiled, som udkom første gang 1877, ’en universel nøgle til oldtidens mysterier og moderne videnskab og teologi’.

2) Med samme forfatter i ’Den hemmelige lære’ fra 1888, ’en syntese af religion, videnskab og filosofi’.

3) Senere


- Hvornår dukkede forestillingen om et chakra-system som korresponderer med regnbuespektrets rød-orange-gul-grøn-… op?

1) For 4.000 år siden

2) For 400 år siden

3) For 40 år siden


Der er ingen grund til at fedte med svarene:

Ad 1:
I vedaerne, de tidlige indiske religiøse skrifter, som er 3.000-3.500 år gamle, er der ingen henvisninger til chakraer, om end der findes en del billeder med syvdelte strukturer, men ingen som henviser til ’kroppens energisystem’, lotusser, kronblade eller andre af de kendte forestillinger, som vi forbinder med chakraer.

I de tidlige upanishader, som er 2.700-2.800 år gamle, findes beskrivelser af et begreb, som vi forbinder med chakraerne, nemlig nadierne, 72.000 subtile ’nervebaner’, som hjertet siges at være centrum for … men ingen chakraer i øvrigt!

I de senere upanishader – omkring begyndelsen og et stykke op i vor tidsregning – introduceres ideen med en firdelt bevidsthed, der relaterer til kroppen, og som også har været basis for det ligeledes firdelte kastesystem. Foruden hjertet regner man her med hals, navleregion og hoved. 

En klassisk tekst som Padaka-Pancaka skal man læse med særlige briller, hvis man vil have fremstillingen til at harmonere med gængse forestillinger om chakraer. Og hverken i Patanjalis Yoga Sutras eller i Bhagavad Ghita refereres til chakrasystemet.

Den chakra-model, som stort set alle i de ny-spirituelle subkulturer refererer til, blev introduceret til vesten gennem Sir John Woodroffe (under psudonymet Arthur Avalon) med udgivelsen The Serpent Power, 1918, og bygger på shakta-grenen inden for den tantriske tradition. Imidlertid findes der flere grene med mange og meget forskellige udlægninger af chakra-systemer.

Matsyendranath, som er vanskelig at tidsfæste, regnes for grundlægger af Natha-traditionen. Han kan have levet for i omegnen af 1.000 år siden. I Kaulajnana Nirnaya, som tilskrives ham, beskrives et system med otte chakraer med hver otte kronblade/ eger. Placeringerne er altovervejende sammenfaldende med det senere shakta-system:

Isse, pande, mellem øjenbryn, mund, hals, hjerte, bug og kønsdele. 

Traditionen blev videreført af Gorakshanath, hvis udlægning af chakrasystemet bl.a. har følgende elementer: 

- Kamarupa-chakra (vinfarvet); 

- Svadhistana (koralfarvet); 

- Bugchakra (kundalini-chakra, 5 kronblade); 

- Hjerte-chakra (8 kronblade), Hals-chakra; 

- Talu-chakra (svælget), Pande-chakra; 

- Brahmarandra/ Nirvana-chakra; 

- Akasha-chakra (16 kronblade).

Et andet eksempel på et chakrasystem fra en veldokumenteret tradition er de ligeledes tantrisk orienterede tibetanske buddhister, hvor man finder flere systemer med varierende karakteristika. Et repræsentativt eksempel: 

- Mahasukha-chakra, 32 kronblade, hoved;

- Sambhoga-chakra, 16, hals;

- Dharma-chakra, 8, hjerte;

- Nirmana-chakra, 64, bug


Beskrivelserne af et syvdelt chakrasystem, som minder om den moderne forståelse, findes som udgangspunkt først fra mogul-tiden og fremefter, altså fra ca. 400 år tilbage. Et eksempel på et klassisk værk fra denne tid er Sat-chakra-nirupana fra 1577.


Ad 2:

H. P. Blavatsky (1831-1891), stifter Teosofisk Samfund var teosofiens centrale skikkelse og teoretiker og gjorde dermed åndeligt søgende mennesker bekendt med urgammel, især indisk visdomstradition. Hun offentliggjorde aldrig noget om chakraer.


Nogle udgivelser, som foruden Woodroffes har været grundlæggende for den moderne forståelse af begrebet, er:

- Rudolf Steiner: Hvordan når man til erkendelse af højere verdener, tysk udgave, 1904;  

- Alice A. Bailey: Letters on occult meditation, 1922;

- Charles W.  Leadbeater: The Chakras, Illinois, 1927

Alice A. Bailey formulerede forestillingen om chakraernes korrespondance med kirtler og indre organer.

Leadbeater var ophavsmand til den mest udbredte fortolkning af relationen til nervesystemet:


Alice Baileys chakrabegreb er også knyttet til begrebet de syv stråler, som delvis optræder i regnbuespektrets orden, men forbindelsen mellem spektret og chakraerne knyttes ikke.

Det er vigtigt at pointere at ligesom antallet af chakraer har såvel farveangivelser som antallet af faser/ kronblade/ frekvens varieret meget i de mange forskellige historiske chakra-systemer, så meget desto mere som det jo handler om subjektive registreringer, ikke en objektiv virkelighed.

Alice Baileys fortolkning af det teosofiske begreb de syv stråler, som Blavatsky møntede i ’Isis Unveiled’, følger en struktur, som i det store og hele korresponderer med regnbuespektret, dog byttes der, da begrebet introduceres i 1919, om på blå og indigo – sidstnævnte farve har hængt ved i teosofiske kredse, selvom den ret beset ikke er en grundfarve.


Ad 3:
Forestillingen om en direkte korrespondance mellem de syv regnbuefarver (egentlig er det jo som udgangspunkt seks, men subkulturen holder fast i syv-delinger) og de syv chakraer er blevet møntet af amerikaneren Christopher Hills i bogen Nuclear Evolution, hvis første udgave blev trykt i 1968. Koblingen mellem regnbuespektret og chakraerne er så vidt vides aldrig tidligere end dette blevet foretaget i nogen skriftlig kilde.


Hvorfor er det vigtigt?

Jeg blev animeret til at finde frem til ovenstående information under indtryk af dels den galopperende inflation, der synes at være i forestillinger om, hvad chakraerne – disse portaler mellem krop og psyke -  skal udvikle sig til i fremtiden mht. antal, farver og egenskaber, dels da jeg stødte på artiklen om emnet på dansk Wikipedia, net-leksikonet, som alle som bekendt kan redigere med på. Her beskrives chakraerne, som havde de en helt objektiv virkelighed, med entydig beliggenhed, ’frekvens’ og egenskaber. At disse sidstnævnte ganske selvfølgeligt angives som levitation, materialisation osv. som en leksikal sandhed fik mig om ikke højt op i luften, så i det mindste op af stolen. For det er vel fint at længes efter et mere rummeligt paradigme, hvor vores psykes rigdom af landskaber indtager sin retsmæssige plads, men at knæsætte disse forestillinger som fælles sandhed, er mildt sagt tvivlsomt – og ikke mindre når sprog og niveauet af henvisninger er som i bemeldte artikel.

Omtalte artikel fra Wikipedia kan læses  som .pdf-fil ved at klikke her!

Personligt har jeg hele mit voksenliv dagligt oplevet chakra-fænomenet som en pulserende virkelighed, hvor erfaringerne på mange måder stemmer godt overens med hovedtrækkene i de korrespondancer subkulturen – om man så skal kalde den teosofisk eller new age, nyreligiøs, ’alternativ’ eller noget helt syvende – beskriver.

At man så i øvrigt her har en tendens til at bruge chakra-oplevelsen som afsæt til netop at forføre sig selv og verden ind i et fletværk af mere eller mindre – oftest det sidste - meningsfulde korrespondancer mellem sanseområder, psykologi, planeter, bevidsthedsplaner, farver, toner mm. betyder, at jeg i øvrigt må holde afstand, hvis jeg ikke skal få knopper.

Johann Georg Gichtel (1638-1710), her med eksempel af ’kraftcentre’ fra Teosophia Practica, 1696, tilhører en periode, som ligger tidligere end udspringet for mange versioner af den indiske chakramodel, som det viste eksempel, ca. 100 år senere.


Når begrebet chakra er blevet så populært i selvudviklingskredse, skyldes det oplagt en kulturelt betinget længsel efter sammenhæng mellem krop og ånd og et ønske om at kunne sætte egen primære, sanselige erfaring ind i en religiøst eller holistisk farvet ramme.

Mange, som benytter disse begreber, har et lidt romantiserende forhold de kilder, som de flyder fra - de vise, holistiske og harmoniske kulturer - og har en tendens til at glemme, at Indien i høj grad også havde et ekstrovert fokus på teknik, handel og krig. De overleverede forestillinger i form af tekster og diagrammer har netop ikke som primær kilde yogier, der levede isoleret i bjerghuler eller ashramer, men kultur-mennesker med interesse i matematik, sprog, anatomi ... og givetvis også musik. 

Ordet chakra kan nærmest oversættes med 'hjul' og afbildes traditionelt ofte som lotusblomster, hvor antallet af kronblade indikerer det relevante energicenters 'frekvens'. Akkurat frekvensaspektet har næppe været en oprindelig association for de gamle indiske tantrikere; her har beskrivelsen af chakraernes kronblade snarere fungeret som et landkort over indre tilstande svarende til de tibetanske buddhisters mandalaer.  


At gå op i tres

Det er bemærkelsesværdigt, at der trods en vis spredning er relativ stor enighed om chakraernes placering og frekvens. Men endnu mere påfaldende er det, at deres struktur vidner om et tankesæt gennemsyret af et seksagesimalt (60-) talsystem. Dette system forbinder vi især med de mesopotamiske kulturer, og vi bærer stadig vidnesbyrd om det ved venstre håndled med den 60-delte urskive.


Det er næppe vild spekulation at antage, at mesopotamerne ikke kun benyttede systemet til at sætte værdi på mål og vægt, men havde etableret et holistisk tankesæt, som bl.a. indbefattede planeter, guder og ... musik. Og det er heller ikke vild spekulation at antage, at der har været udveksling af matematiske grundideer mellem de vediske og de mesopotamiske kulturer, således havde de 'pythagoræiske trekanter', som man har fundet beskrevet med kileskrift på mange lertavler, også en vigtig rolle i opbygningen af vediske altre, se Shulpa Sutras!

                        Anu                         Enki                       Ea/ Enlil
Sin/ Nanna                                                  Shamash/ Utu 
Ishtar/ Innanna                                       Nergal                  Bel/ Marduk

Her er først det mesopotamiske gudeparnas, som taler i et stærkt og elementært musikalsk sprog:

60: skaber-/himmelgud Anu 

50: Visdoms- vand- og bjergguden Enki 

40: de ferske vandes gud Ea/ Enlil 

30: måneguden Sin/ Nanna

20: solguden Shamash/ Utu 

15: Venus Ishtar/ Innanna

12: Mars/ underverdenens Nergal 

10: Jupiter, Bel/ Marduk.

For at forstå musikken i dette, henvises til den kulturbærende monochord. Ved en strengelængde på 60 enheder - det være sig tommer, centimeter eller hvad som helst - fremkommer i oktaven mellem 30 og 60 en durskala, hvis elementer alle tilhører såkaldt ren stemning, dvs. de opstår som forhold mellem delinger af strengen med hhv. 2, 3 og 5:

 - 2 bliver gennem længde- eller frekvensforholdet 1:2 (ét til to) ophav til oktaven.

- 3 bliver gennem proportionen 2:3 ophav til den rene kvint

- og 5 bliver gennem 4:5 ophav til den rene store terts.

30- 32- 36- 40- 45- 48- 54- 60 svarer til: do'- ti- la- so- fa- mi- re- do. 

Eller opløst til primfaktorer: 2x3x5- 2x2x2x2x2- 2x2x3x3- 2x2x2x5- 3x3x5- 2x2x2x2x3- 2x3x3x3- 2x2x3x5.

Rekonstruktion af lyre fra omkring 2.600 fvt. Hver enkelt streng var viet til en gud. For mere om sammenhængen mellem musik og tal i de mesopotamiske kulturer henvises til den forskning som er gjort af blandt andre Ernest McClain og Richard Dumbrill (Archeomusicology of the Ancient Near East).

De ovennævnte guders 60- 50- 40- 30- 20- 15- 12- 10 er først en mol-treklang 60- 50- 40, dernæst grundtonens overtonerrække: 2, 3, 4, 5 og 6, hhv. oktav, ren kvint, oktav, stor terts og ren kvint.

Forsideillustration fra Athur Avalons (pseudonym for Sir John Woodroffe, 1865-1936) bog the Serpent Power, som udkom første gang 1919 og var banebrydende for vestens forståelse af konceptet. I bogen gennemgås to tantriske tekster fra det 16. århundrede - mogul-tiden i Nordindien. Det skal bemærkes at der er stor forskel i udlægningen af chakraernes funktion mellem de klassiske yoga- og tantraskoler og den moderne fortolkning.

Chakra-tonalitet

Lyt til de traditionelle 'frekvenstal' fra chakrasystemet i musikalsk fortolkning! For at få alle frekvenserne ind i det hørbare område, er valgt en 'primærtone' på 8 Hz, dvs. rækken 4-6-10-12-16-96-972 er multipliceret med 8, så frekvenserne kommer op i det hørbare område. Her spilles på et piano som er stemt i såkaldt ren stemning, dvs. at heltallenes musik kommer til deres ret. I oldtiden ville tallene naturligvis ikke være blevet udlagt som frekvenser, med disses omvendt proportionale strengelægder, men det er grundlæggende samme struktur.

Dermed er springet måske knapt så overraskende, når vi kigger på dennne fortolkning af chakra-systemet med musikalske briller, og får en fornemmelse af et billede, som ikke kun er undfanget ved intuitiv skuen, men også er vævet ind i en kulturel sammenhæng. 

Det vitale spørgsmål er ikke, understreger ikke, om den ene sekvens 4-6-10-12-16-96-972, er mere eller mindre korrekt end alle de mange andre fortolkninger af chakraernes 'frekvenstal', men hvad der fra ophavsmændenes side har ligget til grund for sammenkoblingen mellem det seksagesimale talsystem og chakrasystemet, og om man har været sig det musikalske sprog bevidst. Dette er et idéhistorisk suppeben med meget kød på!

Klik på illustrationen for at se forstørret udgave!

Der skelnes her mellem intervaller som hhv. trin: sort skrift under symbolerne og som skridt: hvid skrift, mellem de enkelte trin. 
I musikalsk forstand taler vi her om et system, som indeholder alt, hvad man kan ønske sig af musikalske byggeklodser, og som spænder over lige knapt otte oktaver fra 4 til 972. Der er akkurat otte oktaver fra 4 (=22) til 1024 (= 210)

Menneskets hørespektrum angives ofte som 20- 20.000 Hz, svarende til knapt ti oktaver (20 x 210= 20.480) og et koncertflygel spænder over godt syv oktaver, så musikalsk set er frekvensbåndet absolut passende.

Grundlæggende har vi fat i det, som i musikken kaldes en Maj-akkord: En dur-treklang med en stor septim. 

Der er flere bemærkelsesværdige forhold, bl.a. at der er to oktaver:

4-8-16 mellem rod og hals, hvor symbolikken er, at man går fra den skabte verdens elementer ind i den oversanselige æters dimension. I det indiske chakra-system spejles det af hhv. en grå (jordisk) og en hvid (æterisk) elefant.

Sahashrara - den indiske betegnelse for kronecentret - omtales populært som 'den tusindbladede lotus', men angives som regel til at have frekvensen 960 eller 972. I sidstnævnte tilfælde med 12 indre og 960 ydre kronblade.

960 er den såkaldt rene stemnings (som bygger på primfaktorerne 2, 3 og 5) store septim , som i moderoktaven mellem 1 og 2 hedder 15:8.

972 er den såkaldt pythagoræiske (et system som bygger udelukkende på faktor 2 og 3) store septim, som i moderoktaven hedder 243:128.

Det vitale spørgsmål og springende punkt er så naturligvis, hvad der er baggrunden for dette aftryk af seksagesimal talforståelse i indisk spirituel kultur.

Som bekendt har de såkaldte arabertal - og dermed 10-talssystemet - sin oprindelse i Indien, og der er flere overleveringer, som vidner om at der har været områder og tidsperioder med særdeles højtudviklet forståelse af geometri og matematik.

Det er reelt et udtryk for fremmedgørelse, at vi i vores moderne kultur har sporet os så snævert ind på 10-talssystemet. 

Med chakraerne kerne-lyde, Lam- Vam- Ram- Yam- Ham- AUM, kommer den mediterende rundt i ansatsrørets forskellige områder. Yam-lydens ansats er gengivet med et J, da det naturligvis ikke drejer sig om vokallyden Y, og R'et er naturligvis et fortunge-rulle-R!


Chakraer og mantraer

Broen mellem krop og ånd, koblingen mellem menneske og musik er sproget. De indiske åndsretninger har - i lighed med eksempelvis de græske og hebræiske - været meget opmærksomme på de skabende kræfter, sproglydene er hyllet i.

Sanskrit er et sprog, som af forskere er blevet hyldet som et af de mest veldefinerede, formfuldendte og udtryksegnede. 

De spirituelle traditioner er for en stor del bygget på indsigter, som dengang fandt plads i et univers med guder og mytologi, men som man nutildags nærmest må kalde fonetik:

Mantra er ikke bare 'magisk remse' - selvom moderne mediterende ofte glemmer dette faktum, og derved gør det, som skulle have været fordybelse, til en automatproces. Ordet har samme rod som menneske og mening og spejler sig også i sanskritordet manas, ’tanke’ (-sindets koordinerende evne).

I chakra-systemet understreges sprogets skabende kræfter, dels ved at de 50 tegn i alfabetet indføjes i de 4+ 6+ 10+ 12+ 16+ 2 = 50 kronblade, idet pandechakraets 96 blade ofte anskues som fundamentalt to-delt. Derudover hører der til chakraerne såkaldte 'bija-mantraer', frø- eller kim-stavelser, som udtrykker kernen af chakraets kvalitet og så at sige kan spore den mediterende ind på den: 

Lam- Vam- Ram- Yam- Ham- Om 

for chakra-sekvensen fra rod til pande. Alle disse mantraer og fleste øvrige ender på en af de tre nasaler - eller nynnelyde - M, N og Ng.

Mantraet par excellence, det som i den indiske spirituelle forståelse er selve skabelsen grundtone, hører til pandechakraet og gengives som sammensat af tre tegn A-U-M, der bl.a. repræsenterer treenigheden Brahma- Vishni- Shiva:


Som det belyses her på hjemmesiden under 'Vokallydenes mandala, er det grundlæggende her en organiske bevægelse fra den mest åbne bagtungevokal frem mod den mest lukkede for endelig at klinge ud på nynnelyden M. Et musisk trænet øre vil parallelt hermed typisk kunne høre fremhævede overtoner fra først omkring nr. 6-8 i rækken, og derpå trinvist nedad.

Mantraet AUM kommer ikke hele den fonetiske palet rundt, der er endnu nogle hjørner med skaber-kulører: 

 - Den tilsvarende organiske sekvens fra det mest åbne [α]-lyd til nasalen/ nynnelyden [η] (ng-lyden) går via A- Æ- E- I og gengives i kompakt form som AING, mantraet for gudinden Saraswati:

 

[η] kommer også til udtryk i det mest udbredte mantra i den tibetanske buddhisme: Om mani padme hum, hvor hum udtales hung.

 En tredie organisk sekvens går fra [α] via Ø og Y til N, og det er lidt pudsigt, at det i den kristne sang- og messetradition mest har været denne nasal, man har nynnet på i Kyrie eleison, Christe eleison og Amen!

Prøv at finde disse sekvenser i eget mundtøj, det vil måske give…

Indisk præget spiritualitet har ofte en grundtone af at betragte den ydre verden som en sølle skinvirkelighed, hvor opgaven er forsagelse og at ofre drifterne til ånden: billedligt talt vække og rejse kundalini til kronecentret.

Moderne mediterendes udfordring i en kultur med helt andre muligheder og udfordringer er konstant at søge den meditative indfaldsvinkel, som ikke blot er repeterende og fjerner fokus fra kroppen og dens samspil med den ydre verden. 

At have vågenhed for øje er fast arbejde!

For mange er det på tide at opdage, at det at være et rumvæsen ikke primært handler om den femte dimension, hvis ikke først meningen med de første tre dimensioner er forstået, integreret og blevet til glæde og gavn.

 Et tre-dimensionalt koordinat-system etablerer med sine akser et rum beskrevet af kuglens perfekte geometri:


I sin meditation kan man ikke blot at have fokus på det lodrette, spændingsfeltet mellem ånd og stof, centerlinien med dens fascinerende - og lidt forførende - kraftstationer.

Det er mindst lige så vigtigt at se til, at de to øvrige primære balancer, mellem højre-venstre og frem-tilbage, med deres tilhørende fysio- og psykologiske indhold, også fungerer!

Og først og fremmest, at det virkelig bliver til berigelse og fordybelse!

 

AUM


Det føles oplagt at runde af med refleksioner fra den vestlige tradition om den sjælelige ladning af de musikalske intervaller, vi her kort har været inde på. Lydforeningen GONG, www.gong.dk havde i foråret 2009 besøg af en umådeligt velsyngende Iégor Reznikoff, som har specialiseret sig i den tidlige kristne sang: byzantinsk, gregoriansk og gallikansk (denne artikel blev oprindelig bragt i foreningens medlemsblad, FiliongGONG).

Her følger en liste over den iboende mening, han oplever i præcist intonerede intervaller i forhold til en given drone. Associationerne står naturligvis for hans regning, mødet mellem sjæl og proportion er ikke eksakt videnskab:

1:2, oktav: Lys, enhed, glad, høj

2:3, ren kvint: Lys, kontemplativ, fuld af lys, himmelsk eller guddommelig (blidt intoneret)

8:11, natur-kvart (mellem ren og forstørret kvart): Karakteristisk sorg, undertiden ’hinsides sorg’, usædvanlig (blidt intoneret)

3:4, ren kvart: Fred, fredelig styrke (hvorimod den lidt lysere klingende tempererede kvart er lidt agressiv)

64:81, pythagoræisk storterts: Kald, opvågnen, klarhed

4:5, ren storterts: Sød, hengiven, angerfuld (gråd-fremkaldende)

9:11 (mellem lille terts og storterts): Heroisk, et kald mod en svær beslutning, overgang eller gennemgang

5:6, ren lille terts: Afventende, accept, længsel

27:32, pythagoræisk lille terts: Afventende, i smerte eller sorg

8:9, stor sekund: Lodret, stærk, kald, stående, givende, åbenhed

10:11 (mellem halvtone og heltone): Spænding, uklart håb, mysterium

1:1, prim: frihed, fred, kontemplation i enhed










Comments