Entré‎ > ‎

Besyv



NB! Opdateret og udvidet udgave af artiklen med tillæg og dokumentation kan hentes som udskriftvenlig .pdf-fil ved at klikke her!

Syv planeter, syv toner, syv farver, syv chakraer, syv ugedage, syv verdenshave, syv stråler…

Man bliver let revet med allerede efter at have nævnt syv vigtige syvdelte strukturer.

Imidlertid er det spørgsmålet, om vi ikke af gammel vane påtvinger en syvdeling på områder, hvor det dybest set slet ikke er oplagt?

Tobias Schütz: Harmonia Macrocosmi cum microcosmi (Harmonien mellem mikro- og makrokosmos), 1654. - Et verdensbillede som det kunne se ud til og med renæssancen:
Der er fire elementer: jord, vand ild og luft (nederst til venstre) og 
tre kvaliteter/principper: kviksølv, salt og svovl (astrologiens bevægelig-fast-kardinal/ sjæl-krop-ånd, nederst til højre). 
Kosmos flankeres af hhv. Hermes Trismegistos, den mytologiske ophavsmand til Smaragdtavlen (”Som foroven, således også forneden”) og Paracelsus. Gud, faderåndens hånd, styrer Anima, sjælen, som igen bevæger (jf. at animere) det jordiske menneske.


Den gamle vane rækker tilbage til dengang, vi betragtede og spejlede os i himmel-legemernes bevægelser, og dem var der jo syv af:

Sol og måne – varm og kold; Mars og Venus – krig og kærlighed; Jupiter og Saturn – udvidelse og sammentrækning - og så Merkur, den lille Peter Spillemand!

De to himmellys – dagens og nattens – og de fem vandrestjerner blev betragtet som guder og det er egentlig ikke så underligt i en fase, hvor der var mindre lysforurening, og især fordi man brugte himmelhvælvingens lys til at forstå kosmos: tidens gang og rummet omkring sig.

De syvs symbolik blev ført over i de strukturer, man brugte til at holde styr på sin daglige tid og sit hverdagsrum, men nogle af associationerne bør vi nok tage op til revision!!

Der skete en vældig omvæltning i renæssancen, hvor man med mikroskop og teleskop fik åbnet op for nye indsigter i både mikro- og makrokosmos.

Bl.a. blev det efterhånden klart, at solen var i systemets centrum og at der var flere planeter!

Mange har været kede af den rationalisme som fulgte: det har kunnet opleves som sjælen blev drevet ud af verdensbillederne.

Med teosofiens ankomst i anden halvdel af 19. århundrede udkrystalliseredes anskuelser i en subkultur, som forsøgte at genvinde oldtidens holistiske oplevelse af verden. Imidlertid virker det som om, moderne teosofiske formidlere blindt viderefører forestillingen om, at alting går op i syv, så derfor må vi lige tage en tur rundt i hepta-landskabet:

Stifteren af Teosofisk Samfund Helena P. Blavatskys betragtninger om de syv stråler - et begreb som er blevet en kerneforestilling i teosofien - møder vi, så vidt vides, første gang i Isis Unveiled fra 1877.


Helena Petrovna Blavatsky 1831-91, stifter af Teosofisk Samfund, New York 1875

I det tykke værk præsenteres vi for, hvad forfatteren anser for begrebets baggrund, særlig i første binds kapitel 9, som for en stor del handler om tallet syv:

”Vi må konsultere pythagoræerne og kabbalisterne for at forstå dette tals indhold. I eksoterisk forstand er regnbuespektrets syv stråler repræsenteret af den syv-hovedede gud Heptaktis. Disse syv stråler udgår fra de tre primære stråler, nemlig den røde, den blå og den gule, der tilsammen danner den solare treenighed, som et udtryk for hhv. ånd-substans og ånd-essens. Moderne videnskab har på tilsvarende vis ført de syv stråler tilbage til tre primære, og således underbygget oldtidens indsigt, hvad angår i det mindste en af de synlige manifestationer af den usynlige guddom samt syvheden inddelt i hhv. en firhed og en trehed.”

”Og hvilke tal optræder oftest i sanskrit-teksterne til de ophøjede hymner til skabelsen og den ene Gud og de talløse manifestationer af hans kraft? ÉT, TRE og SYV. Læs hymnen af Dirghatamas ’Til Ham som repræsenterer alle guder’:

”Den nærværværende, vores velsignede herre, vores offerbringer, har en bror som spreder sig i himlens mellemste region. Der findes en tredje bror, som vi bestænker med vore drikofre… Det er ham, jeg har set som menneskets herre og bevæbnet med syv stråler.”

Og atter:

”Syv tømmer styrer vognen med det ene hjul, som trækkes af en hest, der skinner med syv stråler. Hjulet har tre arme, et udødeligt hjul som aldrig slides og hvorfra alle verdener er ophængt.” 


Det korte af det lange må blive, at der plæderes for et verdensbillede, som dels trækker på oldtidens kulturer, hvor de syv himmellegemer gennemsyrede forståelsen af alt, dels forudsætter, at eksempelvis den moderne lyslære bekræfter en grundlæggende syvdeling.

I en i teosofiske kredse meget refereret artikel The Number Seven fra Tidsskriftet the Teosophist, 1880, fremstår læren om syvtallets fortræffelighed bestemt ikke mere reflekteret og velfunderet, det er tværtom en opremsning af myter og tradition, hvor syvtallet spiller en fremtrædende rolle.

At en syvdeling med baggrund i antallet af himmellegemer må være tvivlsom, er allerede antydet. Moderne teosoffer synes at klamre sig til anskuelsen og forsøger at ’redde’ den bl.a. ved at sondre mellem såkaldt ’hellige’ og ’ikke-hellige’ planeter.

Hvis vi videre skal betragte regnbuespektret og farvelære, må man se i øjnene, at delingen rød-orange-gul-grøn-blå-indigo-violet kun er blevet møntet, fordi Newton selv var farvet af de astrologiske og alkymiske forestillingsverdener – med syv i højsædet - som han også beskæftigede sig indgående med.


Farve- og tonecirkel fra Isaac Newtons (1643-1727) Opticks (1704). Det er kendetegnende, at Newtons autoritet – for så vidt berettiget – har været så stor, at det tog videnskaben 200 år – og teosofferne mindst 300 - at korrigere hans ikke helt holdbare association! 


Senere teosofiske udlægninger af de ophøjede syv peger på de tre primærfarver, tre sekundærfarver og hvid som en kombinatorisk A, B, C, A+B, A+C, B+C, A+B+C, men det opfylder akkurat ikke teosoffernes grundforestilling om ’syv stråler som udgår fra tre primære’… og som moderne videnskab i øvrigt bestemt ikke underbygger!

Hhv. subtraktiv farveblanding (pigmentfarver, maling, printerblæk) og additiv farveblanding  (lysstråler, scenelys, tv).


Der er i lyset af senere erkendelse intet hold i at betragte indigo som en grundfarve, idet spektret primært er tredelt og sekundært seksdelt – omend med rød-orange, grøn og blå som grundfarver (se blot dit Tv, som jo er en strålekanon!), hvis vi skal tale stråler (i modsætning til pigmentfarvernes magenta-gul-cyan).

At fascinationen drev Newton videre til at sammenholde farveoktaven så direkte med toneoktaven er bemærkelsesværdigt i både heldig og uheldig forstand… og er i øvrigt blevet duplikeret men ikke korrigeret af andre videnskabelige sværvægtere som Gauss og Helmholtz.

Det skal bemærkes, dels at Newton havde stor indsigt i musikteori: han havde allerede i en ung alder beskrevet et væld af forskellige måder at dele oktaven, men at sammenholde farve- og tonecirklen var på hans tid netop en association, da det først blev muligt at fastslå spektralfarvernes frekvenser midt i 19. århundrede.

Første del af associationen er klar: I både farvernes og tonernes verden betyder begrebet oktav ’gentagelse af samme kvalitet på et nyt niveau’.

Det er derfor, rød og violet ikke bare er to ender af en 'stok', men nabofarver i en cirkel – eller spiral.

Og det derfor, at mænd og kvinder uden problemer synger smukt sammen enstemmigt, selvom kvindernes toner reelt svinger med den dobbelte frekvens.

Matematisk er oktaven svingningsforholdet 1:2. Visuelt-strukturelt er spiralen et oplagt billede: Noget udvikler sig og vender tilbage på et højere eller lavere niveau.

Vi kan ret præcist se én oktav- én spiralvinding - af regnbuespektret, som naturligvis indeholder uendeligt mange farver. NB! Værdierne ovenfor angiver frekvensen, ikke - som oftest set og nedenfor - den bølgelængde, som er omvendt proportional hermed!


Kontinuert spektrum, der, som det fremgår af bølgelængderne, dækker lige knapt én oktav. I Regnbuespektret mangler det såkaldte purpurbånd, som ville have fuldbyrdet oktaven. Indigo indgår mellem ca. 450 og 420nm, men er at betragte som en tertiær farve. Se noter! Enhver deling af oktaver – også farvespektrets – er kulturelt betinget, om end nogle delinger er mere oplagte og universelt begrundede end andre.


… men vi kan høre omkring 10 oktaver af det tonale spektrum. Her er der 8½ oktav. Ved fordoblinger af den dybe 32 Hz, kommer vi otte oktaver højere til 8.192 Hz.  Det er vigtigt at holde sig for øje, at spiralstrukturen er en anskueliggørelse af ’natur’, mens akserne – oktavens deling - er menneskeværk, i dette tilfælde ligedelt oktav/ ligevævende temperatur!


Men hverken Newton eller stort set alle de andre, som har beskæftiget sig med analogierne mellem en toneskala og et regnbuespektrum har reflekteret tilstrækkeligt dybt over, at førstnævnte er et kulturprodukt, sidstnævnte er natur.

Og det er i de spirituelle subkulturer alt for udbredt med en søvngængeragtig sætten lighedstegn mellem farver og toner (... og chakraer, planeter, osv. osv).

Det er nødvendigt at reflektere over, dels hvor langt de to verdener befinder sig fra hinanden – 40 oktaver er en kolossal afstand – dels at det handler om to forskellige bølgetyper og endelig, at netop det faktum, at vores sanseapparat er åbent for meget forskellige størrelser udsnit af de respektive spektre – én hhv. 10 oktaver – gør, at vi strukturerer vores oplevelse af dem meget forskelligt.

Det er en udbredt sport at oktavere tonefrekvenser indtil de rammer en værdi i farvernes elektromagnetiske spektrum, og så fremhæve dette som en særlig korrespondance, og på lignende måde med planetomøbstider etc. Men så har man glemt, at tone og farve refererer til forskellige konstanter i den grundlæggende ligning de begge har som basis: 

f x λ = k eller: frekvens x bølgelængde= konstant. 

Med andre ord: tone og farve er en helhed af frekvens og bølgelængde, tid og rum, og hvis man finder overensstemmelse for den ene værdi, vil der IKKE være det for den anden - og så falder det til jorden!

Musikkens oktav kan mennesket dele, og har mennesket delt, på et væld af forskellige måder. De pentatone – oktavens deling i fem trin – synes at have været dominerende på et tidligere stadium, mens det for tiden især er de heptatone – syvdelte - skalaer der hersker – men det er ikke nødvendigvis for al evighed og det kan gøres på tusinder af måder, hvis vi både forstår skala og tonesystem (stemningen af tonerne) som variable!

Man kan sågar med en kombination af historiske og matematiske ræsonnementer give et bud på, hvad der ligger bag næste sving i forhold til oktavens deling til tonemateriale!

 Og hvis vi skal se på toneoktavens naturlige deling, er syv-tallet slet ikke relevant, da vi så skal tænke binært – i et to-talssystem, for mht. antallet af tonetrin deles hver oktav i naturtonerækken efter sekvensen 1- 2- 4- 8- 16- …


Naturens deling af oktaven i naturtonerækken - her de første 16 deltoner, svarende til fire oktaver. Akserne afviger tydeligt fra den ’kultiverede’ tonespiral.


Hvis man endelig skulle pege på syvtallets vigtige rolle i musikken er det i en struktur, som stadig er kulturelt betinget, men dog er næsten universel:

12 rene kvintskridt, proportionen 2:3, svarer næsten til 7 oktavspring, proportionen 1:2. 

Eller matematisk:

27= 128 er næsten det samme som (3/2)12= 129,746

 Det er i bund og grund derfor, vi har inddelt oktaven i 12 halvtoner, og deraf benytter de syv til en skala.


Kvintspiralen: Går 7 og 12 nu også op? Start i figurens centrum, værdi 1. Der er 7 oktaver - 7 vindinger - til værdi 128 øverst på ’kl. 12-aksen’. Ved at stable 12 rene kvinter – relativ frekvensværdi 3/2 – fra samme udgangspunkt (+1k- +2k-...) mødes de to processer nogenlunde. Afvigelsen, som akkumuleres undervejs, er dog meget tydelig og anskueliggør det såkaldte ’pythagoræiske komma’ som nødvendiggør temperering – udjævning af intervallerne. Kvint-genereringens akser ligger over spiralen. Den ligedelte oktav med akser som vores urskiver (skjulte akser under spiralen) er praktisk og den yderste konsekvens af hundreder års kamp med uoverensstemmelserne. Men den har også ført til tonalitetens opløsning og vores manglende sans for rene toner. Vores kultur har indpræget alvorligt falske tertser og sekster som ligedelingens offer.


Imidlertid kan noget lige – potenser af 2 – aldrig møde noget ulige – potenser af 3/2 – så de to primære funktioner i musikken mødes aldrig, og derfor er der i virkeligheden mere basis for at kalde 31 og 53 for ’hellige’, da 231 og (3/2)53 næsten mødes på kornet, men så er der efterhånden også mange tangenter at holde styr på!

Men kort sagt er det temmelig tvivlsomt, hvor urokkelige syv-delingerne er!

Der er sandelig heller ikke bare syv endokrine kirtler eller nerveplexi, som er basis for den senere teosofis forståelse af de såkaldte chakraer – energicentre med kropsligt fokus.

Og hele den æter-teori, som udgør basis for begreber som æterlegeme, på hvis baggrund chakraerne tænkes at fungere, er forkastet af videnskaben. Det betyder naturligvis ikke, at chakra-modellen blot skal dømmes irrelevant, men der reflekteres for lidt over teoriernes fundament i de kredse, som benytter dem!

 Det burde vel også efterhånden være klart for de fleste, at en uge på syv dage ikke går op i hverken månefasernes 29½ døgn eller årets 365 ¼ døgn. Det er interessant, at på samme måde Newton troede, det var meningen, at regnbuespektret og syvtoneskalaen skulle passe sammen, så tror flertallet af moderne mennesker, ikke mindst ’esoterikerne’, stadig, at der forløber 28 dage fra fuldmåne til fuldmåne!

Problemet med den analogi-tænkning, som var udbredt til og med renæssancen, er smukt belyst af eventyret om Askepot: For at få foden til at passe glasskoen hugger man gladeligt en hæl eller klipper en tå og glemmer hele meningen med at være en rigtig prinsesse: At der må være en gennemsigtighed, som rækker fra isse til hæl og at den ikke kan være spekulativ!

Verden opleves som én, og alle dens elementer og sanseområder må naturligvis samordnes et sted, så det at finde lighedstræk på tværs skal man bestemt ikke rynke på næsen af.

Men man skal være vågen for, hvornår man strækker sin lighedstegn for vidt, så man i stedet for at udvide og åbne sit verdensbillede opnår ren og skær indskrænkelse!

Det virker som de moderne teosoffer, når de mere eller mindre bevidst må imødegå manglen på overensstemmelse med det virkelighedsbillede, det større menneskelige fællesskab bygger på, har en tendens til at påberåbe ’esoteriske’ kilder med adgang til ’dybere’ sandhed, som regel via kanalisering, clairvoyance og introspektive teknikker.

Men det højeste må og skal spejle sig klart i det laveste, hvis det hele skal give mening. Det er ikke rimeligt at henvise til de syv strålers oprindelse i stjernebilledet Store Bjørn eller hvor man nu kan finde på, hvis de ikke også spejler sig i noget jordisk som giver klar mening!


Note om Æterhypotesen:

Begrebet 'det æteriske' bygger i poetisk og oprindelig betydning til det høje himmelrums rene og klare luft. Ordet har rødder i græsk. Dette er også basis for Platons og Aristoteles’ æter, som er det uendeligt fine femte element der gennemtrænger al substans.

Den anden, mere videnskabelige, forklaring er gået i glemmebogen, netop fordi teorien omkring den blev et blindspor. Man må således ty til ældre opslagsværker for at finde den, her gengivet fra mit Dansk Illustreret Konversationsleksikon fra 1937. Det er værd at bemærke, at æterhypotesen er samtidig med (gen-) fremsættelsen af de esoteriske videnskaber i sidste fjerdedel af 19. samt første fjerdedel af 20. århundrede:

"2) (Fysik). Ved fremkomsten af bølgeteorien for lyset mente man det nødvendigt at antage, at der eksisterede et stof, æteren, der kunne anses som bærer af bølgerne, dvs. et stof, hvori svingningerne kunne finde sted. Der måtte imidlertid tillægges æteren flere ejendommelige egenskaber. Den måtte være til stede overalt og gennemtrænge alle stoffer, altså nærmest som en uhyre ’tynd’ luftart. Tillige måtte æteren i nogen grad have egenskaber som et fast legeme. Lyset er nemlig tværsvingninger, og disse kan kun forekomme i faste stoffer, og tillige antog man, at fjernkræfter var spændinger i æteren, ligesom der findes spændinger i et strammet tov. Da antagelsen af en æter imidlertid også kom i modstrid med relativitetsteorien, har man nu ladet æterhypotesen falde, så meget mere som æteren efter moderne anskuelser må anses for overflødig."

Note til noten: 

Bølgeteorien for lys havde sit første grundlag med Huygens' (1629-95) arbejde, som blev videreført af blandt andre Fresnel (1788-1827) og Thomas Young (1773-1829) og dermed endegyldigt fortrængte den af Newton lancerede såkaldte emmisionsteori.



Comments