Entré‎ > ‎

Laks & Tone

Laks og tone



Springende Atlanterhavslaks, River Tyne


Laksepar gyder. Advarsel: Stærke scener!


Buffy Saint-Marie demonstrerer musikbue


Lup som brændglas


Spektrum af prisme


Diasshowets tekst:

Laks og tone

”… det hedder da takt og tone”, hører jeg dig sige!

- Nuvel, hvad jeg skrev, skrev jeg, det er ikke utænkeligt, at jeg ligefrem mener det, måske der sågar er en dybere mening med det!

I religiøse og meditative sammenhænge, er jeg ofte stødt på to metaforer om vores forhold til det guddommelige:

1) Det er som at bevæge sig mod strømmen, op mod kildens udspring, tilbage til det klare væld! 

2) Det er som at lade sig flyde med strømmen og til sidst lade sig forene med det mægtige hav, tilbage til enheden!

Begge billeder forbinder sig umiddelbart til de fantastiske laks, der efter kønsmodningen til havs finder tilbage til det vandløb, de selv engang er udklækket i – ofte under overvindelse af hård modstrøm sugende hvirvler og vandfald – alt sammen for selv at kunne gyde og blive del af den mægtige cyklus. Intet under, at mennesker er dybt fascinerede af denne fisk, Salmo Salar, som de kalder ædel.

Når gydningen er vel udført er tanken tom, laksen er udtømt, afkræftet og slatten, menneskene kalder disse fisk, som nu blot lader sig føre tilbage til havet for ’nedfaldslaks’ for der er en verden til forskel. Det er kun en lille brøkdel, der overlever rejsen tilbage til havet, og det er ikke mange fisk der opnår at gyde to eller flere gange.

’Anstrengelse’ og ’afslapning’ er det opsummerede billede. Og så kan vi vende tilbage til overskriften, for ifølge fremmedordbogen er laks slet ikke en fisk:

Laks (lat. ’laxus udstrakt, slap) rummelig; (moralsk) slap

Vi har det bl.a. på engelsk i relaxation, afslapning, og på Läkerol-æsker står, at indholdet ved indtagelse af større mængder virker ’laksativt’, altså løsnende/ afførende.

 Så meget desto mere påfaldende, er det modsatte af laks tone:

Tone –n, (-r) (lat. ’tonos gr. ’tonos spændthed) spændt streng (over tysk:) musikalsk lyd; klang; nuance i tale, udtryksmåde; farvenuance (over fransk:) opførsel, skik og brug

Laks står altså overfor tone, som en slap streng står overfor en spændt, en terminologi der naturligvis viser tilbage til alle de musikalske erkendelser, der blev gjort i tidlige kulturer - mest kendt gennem Pythagoras - på basis af studier med monochorden. Og i sproget har vi stadig mindelser om disse primære erfaringer med den musikalske streng.

Men rødderne ligger endnu dybere:

Verdens ældste musikinstrument er ifølge eksperterne musikbuen, som består af en enkelt streng, som man anslår med en pind, mens man forstærker vibrationerne med sin mundhules resonansrum. I den forstand er det en kunst, som minder meget om overtonesang eller jødeharpespil. Og det er klart, at det er en erfaring, som kommer tæt på og præger dybt, når man, med bue ved mund, oplever, at det ikke nytter at spænde buen for hårdt, for det gør ondt helt ind i sjælen, når den knækker. På den anden side nytter det ikke, at strengen er for slap, for så får tonen intet liv, ingen spændstighed.

Da jeg havde træsløjd i skolen i femte klasse var læreren en noget speciel type, som til daglig gik under navnet Reserve-Jesus. Noget af det første, han lærte os, var at save på en afslappet og kontrolleret måde. Han demonstrerede ihærdigt hvordan, mens han akkompagnerede sin savning med den pædagogiske ledsage-tekst strække-slappe-strække-slappe-strække-slappe-… Vi var ved at flække af grin, så videre savning var både umulig og unødvendig, hans slappe blev udtalt med et fladt A som i slag. Lige siden råbte vi altid efter ham på gangene: strække-slappe-strække-slappe-…

Savning. Se den herlige tegnefilm bestående af kun to billeder: slappe (her) og strække på: http://www.makemovies.co.uk/curriculum/curriculum_images/rollers/sawing.gif

… eller se det for dig

Det har taget mig nu hen ved et halvt liv at indse, at manden jo havde ret, det er præcis det, det handler om!

Vi er spejle for hinanden, nogle er strammere andre er slappere og jeg synes efterhånden, at de eneste tidspunkter hvor mennesker for alvor opfordrer hinanden til noget, så er det enten med et ”slap dog af, mand!” eller ”Nej, nu må du altså virkelig stramme dig an!”

Stramme rimer på strække, og på stress, stringens, striks, strid, stræber, stroppetur, strenghed og strejke. Hør og mærk selv disse ords meningsmæssige fællesnævner!

… og når man har sagt slappe, kan man lige så godt sige slaske, slatten, slubre, sløvhed og slendrian med det samme.

Ofte ligger der faktisk en meningsmæssig ladning i ordenes små lyd-prægninger. Knud Brant Nielsen kalder en betydningsbærende lyd-enhed som str eller sl for et eksprem, og det er for så vidt ganske logisk, at det giver mening, for man skal virkelig stramme og presse for at frembringe str-lyden, mens man må lade det hele slaske, når man siger sl.

I en tid, hvor sproget for mange opleves som værende ved at gå op i limningen er det vigtigt at erkende, at de bærende elementer er universelle og koblede til det sammenhængende felt af krop-proportion-musik!

Hvis der skal komme musik ud af livet er det vigtigt at vi lærer at vælge som Guldlok: Tøjet skal hverken være alt for stort eller alt for småt, men lige tilpas! Grøden skal ikke være for varm eller kold, men lige tilpas! Det er denne Guldlok-sans, som en klaverstemmer benytter sig af, når han stemmer et klaver og i virkeligheden ville verden sikkert være et bedre sted, hvis alle havde prøvet denne disciplin, hvor man med øret afgør, om tonen, spændingen, er lidt for højt, lidt for lav eller lige tilpas.

Det at stemme et instrument betyder for mange musikere, at de indstiller sig på musikkens virkelighed, på samme måde som den mediterende må spænde af, finde centrering og ro i kroppen, før den egentlige meditation starter. Men på mange måder indeholder forberedelsen hele essensen af musikken og meditationen.  Ikke at det hele skal være et anstrengende ritual, men at man lære at indstille sig, tune ind, som det hedder på moderne dansk.

Noget kunne tyde på, at mennesker virkelig bruger en form for musikalsk sans til at afgøre, om man selv eller de andre stresser for meget eller omvendt tager den lige lidt for roligt. Præcis som i musik er det dog i høj grad en subjektiv vurdering.

Desuden kan nogle mennesker virke rolige på en måde, som man får stress af, og omvendt er der visse, man slapper af ved at se være ihærdige. Det er anstrengende at være sammen med folk, som er lige lidt for langt fremme på beatet, men på den anden side er det jo heller ingen lyst, når folk hænger eller slæber.

Det er en vigtig pointe, at der, selvom vi kun arbejder med to retninger, sagtens kan opstå et komplekst hierarki, der gør at vi sjældent kommer i direkte kontakt med de absolutte poler.

Selv i den dybeste meditation hersker der ikke total afslapning, men man kan være gået gennem faser til nye balancer på dybere niveauer. Ved at løsne et overfladisk lag vil man ofte støde på spændinger i et dybere. Selv afslappede muskler skal besidde en vis spænding, tonus.

Mennesket er komplekst og vi søger både spænding og afslapning i livet.

Har du reflekteret over, hvorfor man siger, at noget er spændende, når det er interessant?

Når vi lever seksualiteten ud, danser vi mellem spænding og afslapning, ja, for så vidt som seksualitet vidner om liv, sker det også – måske på andre planer – når vi ikke lever den ud!

Balancen mellem frihed/lethed i sindet overfor fokus/disciplin er det fascinerende i såvel meditation som musik… og når det gælder sex for den sags skyld!

Og man kan bestemt også bringe stress ind i de fine områder af sind og krop. Det er et gennemgående træk blandt mennesker som har været i psykotiske sindstilstande, at de kan beskrive oplevelsen, som en streng der brast i sindet. De havde måske nok inden da strammet skruen, spændt livremmen ind, klemt ballerne og bidt tænderne sammen!

Ekspansion- kontraktion, varme-kulde, lys-mørke, sympatisk-parasympatisk nervesystem, maskulin-feminin, yin-yang er forskellige udtryk for de evige polspændinger uden hvilke ingen oplevelse ville findes, ingen musik…

I musikken er der to meget interessante fænomener, som kan belyses af det polære spil mellem opspænding og afslapning, for vi løber, og vi falder:

Når man i musik siger, at vi løber, er det et udtryk for, at vi ikke holder pulsen, men sætter tempoet op. Det kan ske både når man synger og når man spiller og det kan ske både for individet og for gruppen. Så det er på det rytmisk område vi oftest møder tendensen til at stramme mere til end musikken egentlig lægger op til.

Omvendt kan man også falde, men her er det oftest i toneleje. Det sker naturligvis især, når man synger uden akkompagnement af et instrument, som jo holder tonen. Igen kan det ske både for syngende individ og gruppe og det er meget tankevækkende, at man sjældent oplever, at en sang undervejs stiger i toneleje, så det efterhånden klinger lysere. Næsten altid vil man opleve en tendens til at grundtonen falder, f.eks. en heltone i løbet af et stykke tid. 

Meditation: Hvorfor løber vi på det rytmiske område, men falder på det tonale??

– Reflekter over det!

Det kunne være, at musikken har et ’sort hul’ som trækker alt ’stof’ til sig i forvandlingszonen mellem rytme og tone, omkring 16- 20 Hz. Rytmer vil trækkes opad mod dette område, toner vil trækkes ned. Denne magiske zone er er belyst andetsteds på Det Springende Punkt.

I en periode hvor eksamener og ferier fejres, er et godt eksemple på at stige og falde den ualmindeligt begavede måde unge drukmåse varierer deres SKÅL-råb.

Muligvis har jeg ikke hørt alle variationer, men jeg kan da huske at have hørt to:

- S-K-Å-Å-Å-L med glissando opad.

- S-K-Å-Å-Å-L med glissando nedad.

Det pudsige er, at de unge mennesker selv i deres sanseløse kådhed hvor alle tøjler slippes i virkeligheden er udøvere af en meget grundlæggende, meningsfuld og stringent sangøvelse: I første tilfælde glides som regel en kvint opad, i andet tilfælde en kvint nedad, proportionen 2:3, do-so.

I bund og grund handler al sang om at stramme og slappe. Det gælder naturligvis de arbejdende muskler i mellemgulvet og det gælder strubens muskler, som må trække sig sammen, når tonen skal være lysere.

Men derudover er klangen simpelthen et spørgsmål om at udvide eller indsnævre ansatsrøret, så lydbølgerne kan passere mere eller mindre frit.

 Til sidst den visuelle udgave pendant til at stramme og slappe, de to centrale principper SAMLE og SPREDE:

- En konveks linse vil samle lysets stråler i et brændpunkt, så det kan koncentrere lysets varmestråling og anvendes som brændglas. Tag en lup ud i solen, og ret strålens brændpunkt mod blade, papir el., så skal du se løjer!

Omvendt vil en konkav linse eller et prisme sprede det hvide lys. Prismet vil spaltes det ud i regnbuens spektralfarver.

efter samler kommer spreder, står der da også i Prædikernes bog i det Gamle Testamente, en sejlivet talemåde med universel og evig relevans.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Comments