Billedmeditation i tre stadier, sort- hvid- rød
Denne sides indhold kan findes som læse- og udskriftvenlig .pdf-fil (10 sider) her! I anledning af 125-året for Edvard Munchs debut som kunstner og dagbladet Politikens 125 års jubilæum er på Det Springende Punkt udgivet et pragt-tryk i fire farver af dette essay. Hæftet på 12 sider kan bestilles her på punktet for 50,- kr. + porto eller downloades (3Mb) som .pdf-fil her! Pausen da al verden standsede sin gang Edvard Munchs egen tekst til litografiet Madonna  1895 Da jeg en dag i oktober 2008 gik ned med gamle aviser til genbrugsrummet i mit boligkompleks, havde jeg ingen anelse om, at det skulle blive begyndelsen på næsten et års rejse gennem kvindelighedens sorte, røde og hvide landskaber, en rejse hvor jeg blev taget ved hånden af Madonna selv. For der lå hun på hylden: bleg, lidt uhyggelig, men også sanselig og indbydende. Genkendelsen var umiddelbar og glædelig, og rundet af ’tingfinder’-slægt som jeg er, var der ikke megen tvivl om, at hun skulle med hjem, uanset om hun var en smule falmet og krøllet. Efter et par dage under pres var hun klar til en ny ramme. Imens talte vi sammen, for noget satte hun jo i gang, gjorde en svunden tid levende: dels den periode, hvor jeg beskæftigede mig med Edvard Munch i min ungdom men såvist også hendes egen, en tid, hvor spaltningen mellem det sanselige og det åndelige på mange måder nåede et klimaks for godt hundrede år siden, i tiden op til første verdenskrig. De kræfter, som holdt sammen på verdensbillederne inden for såvel religion, filosofi, videnskab, matematik, musik og billedkunst, syntes at splintres indefra. Sprog gik i opløsning. Hos Madonna taler farverne deres tydelige sprog, og det er ikke præcis en himmeljomfrus, men budskabet fra en jordisk og højst sanselig gestalt, som, så lys hun end fremstår, nok kender mest til mørke. Hvis man følger sædsporets organiske retning fra fosteret til det modsatte hjørne, er det tydeligt, at strømmen ville have en naturlig afrunding, hvis den blot ikke var skåret så skarpt og sort af: op i Madonnas skød, op i hendes rugevarme hule! Hvad er det at meditere? Tja, hvis man laver en billedsøgning på ’meditation’ på Google, frem-kommer en lang stribe billeder af mennesker, som har anbragt sig i en særlig positur, som her er parret med billeder af en anden vigtig positur:  Men essensen i meditation er akkurat ikke regressiv, det er en reformulering af den ekstatiske enhed på et nyt niveau, hvor man samler alt det, man har spaltet ud som kulturvæsen: sprog, tanker, seksualitet, magt, sociale mønstre,… Fostertilstanden er 'blot' en slags matrice og reference for enhedstilstanden. At holde meditationen fri for det mageligt regressive er fast arbejde; konstant at have vågenheden for øje - ikke en automatiseret selvhypnose - er selve udfordringens kerne, og den er lige så stor som livet selv! Vejen tilbage til Paradisets have med dens fristende livsfrugt er vogtet af engle med flammesværd! Vejen til reformuleret enhed går billedligt talt gennem faser af sort- hvid- rød, men forestillingen om en åndelig udvikling i klart og entydigt opdelte faser er lige så illusorisk, som at en mand i sit liv skulle møde kvinder der entydigt tilhører det sorte, det røde eller det hvide felt, som var det perler på en snor. Den mediterende i skrædderstilling afstemmer sine primære kropslige rytmer, hjerte og åndedræt, og der skabes med kropslig afspænding mulighed for åbning og kontakt mellem krop og tanke, hjerne og hjerte, ånd og sanselighed. Gnister kan springe! Gnister af beslægtet art springer altid hos kunstnere, digtere, filosoffer, som har fundet adgang til de tilstande, hvor krop, ånd og psyke kan befrugte hinanden… ligesom kunstnere, digtere og filosoffer kan inspirere hinanden.  Sammenstillingen er Det Springende Punkts! Portrættet af forfatteren og dramatikeren Strindberg - og ikke mindst dets ramme - er tydeligt udformet i stil med Madonna. Munch ville indramme sin ven mellem det mandligt savtakkede og det kvindeligt bølgende. Venskabet var kompliceret, da begge var stejle, knudrede og temperamentsfulde. Strindberg havde i 1888 skrevet Frøken Julie, et banebrydende stykke om magtkamp, skam, forførelse, destruktiv drift og brud med konventioner. Stykket blev skrevet, som foregik handlingen i 1894, men han måtte vente helt til 1906, før hans hjemland Sverige var parat til at se det opført. Det fik premiere i København under ret primitive forhold. Strindberg var rasende over den nøgne kvindeskikkelse, og over at Munch havde stavet hans navn STINDBERG i (norsk: 'fed-berg!) rammen. Kvindens seksualitet og sanselighed forbrugte han og var draget af, men samtidig var han kendt som kvindehader. Han kunne dog ganske givet elske, og konflikten var nok så meget betinget af tiden. Og når Munch i rammen til sit selvportræt gør sin skabende malerhånd til et dødssymbol, siger det ikke så lidt om de skygger, der slog ind over hans inspiration og om viljen til at demaskere mørket ved at give det udtryk.  Fra første opførelse af Frøken Julie, Stockholm 1906 De to kunstneres relation havde også en akse af jalousi, og det er ikke tilfældigt, at kvindeskikkelsen på litografiet med akkurat denne titel ligner Madonna, for i begge tilfælde var forbilledet en femme fatale i deres fælles kreds, Dagny Juel. Dramaet kan ikke gengives i sin helhed her, men er indsigtsfuldt, grundigt og levende beskrevet her.
Edvard Munch: Jalousi, litografi, 1896 fotografi af Dagny Juel uden datering To uger efter Madonnas genopdukken i mit liv og to dage før jeg skulle holde et foredrag om samme tema, faldt jeg i Politiken over en overskrift: Munchs 'Vampyr' solgt til rekordpris (se artiklen her!). Prisen var 220 millioner kr. for den bedste af de fire kendte udgaver af et motiv, som Munch sædvanen tro arbejdede med fra flere vinkler og i flere versioner. 'Vampyr' viser ved første betragtning blot et kys og en omfavnelse, men den indeholder nogle noget mere problematiske undertoner om kvindens favntag som opslugende: den mandlige skikkelses hoved er nedefra ved at blive hyllet helt ind i røde strøg på fremmarch, den kvindelige seksualitets væsen, som også kommer til udtryk i kvindefigurens hår:  Vampyr, 1893-94 Fra en helt modsat side af kvindelighedens væsen kender mange sikkert til Munchs skildringer på lærred og papir af den død og sygdom, som var vilkår under hans opvækst, nedenfor Det syge barn, som skildrer hans søsters sidste dage i dødskamp med tuberkulose:  Det syge barn, litografi 1896 Munchs mest kendte billede er Skriget, som under stor medieomtale blev stjålet sammen med en malet version af 'Madonna' i Oslo i 2004 og vendte uopretteligt skadet tilbage to år efter. Skriget er gennem kunsthistorien blevet opfattet som selve sindsbilledet på det moderne angstfyldte menneske, for hvem Gud er død og materialismen ikke nogen trøst. Denne filosofi, som den kan aflæses i flere af Munchs malerier, viser en mental forbrødring med Friedrich Nietzsche, som han også portrætterede med lignende virkemidler og psykologi. Det hører dog med til den historie, at det var en bestillingsopgave, Munch mødte aldrig Nietzsche som døde i 1900, seks år før maleriets tilblivelse:  Edvard Munch: Skriget, 1893 Portræt af Friedrich Nietzsche, 1906 Da jeg blev student, fik jeg nok den hvid-rød-sorte hue på, og tog på translokation med klasse-kammeraterne, hujende og bællende gennem lyse landskaber, men jeg havde ligget syg under prøven i skriftlig dansk, så formelt set var jeg endnu ikke færdig. Sommeren var kontrastfyldt: jeg var ung, smuk, klog og charmerende, men den kæreste der, som den første for alvor, havde åbnet den røde del af kærligheden for mig, havde også smittet mig med mononukleose, som gjorde mig ukampdygtig til eksamen. Jeg fyrede kæresten, fordi jeg ikke følte vores forhold kunne bære, at min mor lå derhjemme i en lang og sej dødskamp med kræft. At jeg havde fået huen på før tiden, var ikke mindst for hendes skyld, da hun så fik opfyldt ønsket om at se sin søn som student. Hun døde i august, og jeg kom kort efter op til sygeeksamen. Opgavesættet havde min rektor, der kort efter i en periode blev min ’svigerfar’, som medlem af den landsdækkende opgavekommision været med til at udforme. Jeg valgte, som jeg ofte gjorde, billedopgaven:  Edvard Munch: Kvinden i tre stadier, 1894, 164x 250 cm, olie på lærred. Og man kan jo starte med centrum, rødt-rødt-rødt, åbent, 'Suzanne Brøggersk', skrævende og udfordrende, essensen af kvindelig sanselighed og seksualitet. Det er den af de fire skikkelser, som er tættest på en naturalistisk gengivelse. Men der er også en skikkelse som er sort-sort-sort som død, mørke og sygdom, og, som det ses, er det den del af det kvindelige, som maleren selv føler sig mest beslægtet med i øjeblikket. For det er vel ham, manden som ses længst til højre, adskilt fra de tre kvinder af en træstamme og noget rødt-rødt-rødt… Maleriet er ellers figurativt, men plamagen dér taler næsten udelukkende i kraft af sin farve og form. At det er berettiget at tildele denne røde form en selvstændig betydning underbygges af et beslægtet værk:
'Løsrivelse', 1896 Her er træet ikke det, som adskiller, tværtimod det, som med sin livskraft kan række ud mod den fjerne og drømmende pigegestalts hår. Den røde form belyses her af den hvide hånd som - med rød kontur - griber til hjertet. Et gæt vil være, at den i sin skikkelse under bæltestedet konstant vil søge berøring med smukke kvindekroppe…(*) og den hånd, som søger at befamle og omklamre livet, kan pludselig blive dødens redskab, som det også sås i selvportrættet! Idet den mandlige figur må skæve ned til det røde - måske for at holde det i ave - kan han ikke se og kontakte kvinderne direkte… eller kvinden! For det er jo akkurat én kvinde, det handler om, ved første øjekast simpelthen kvinden i tre livsaldre, men det er mere end det: hun er anima, spejlinger af hans egen kvindelighed, det som bevæger hans liv, sjælen! (*) Teoriens relevans blev sandsynliggjort, da jeg natten mellem 11. og 12 august '09 fandt maleriet 'hænderne' fra 1893:   Fra samme kilde, dukkede et röntgenbillede af Munchs hånd op. Ulykken skete med en pistol, mens han var sammen med en kæreste, Tulla Larsen...
Der er kommet mange billeder i denne meditation, så jeg må hellere slå fast, at jeg sammen med 'Madonna' betragter 'Kvinden i tre stadier' som helt centralt i dette tema. Munchs egen karakteristik af kvindens tre stadier var: "Den mørke, som står mellem træerne er nonnen - som kvindens skygge - sorgen og døden. Den nøgne er livslystens kvinde. Ved siden af dem igen den lyse kvinde som vender sig mod havet - mod uendeligheden. Det er længslens kvinde. Mellem træerne, længst til højre står manden - i smerte og uden at fatte." Prøv at sammenligne den lette, lyse og drømmende kvindeskikkelses udtryk med litografiet af den syge søster: den æteriske sårbarhed og tynde blege hud findes hos englen og hos den døende. Det er uskyldigt, som de blomster (en krans?), hun holder foran sit skød; søsterlig, jomfruelig kærlighed og med farver og karakter som en mere klassisk madonna. Men læg mærke til, hvordan penselstrøgene i baggrunden taler med deres organiske former, ligesom himlen og vandet i 'Skriget'… som nogle i øvrigt ser som gengivelsen af et fødselstraume. Med formen af uskyldens strand tegnes - mere tydeligt på 'Kvinden i tre stadier' end på 'Løsrivelse' - en ung piges krop med spæde bryster. Og den mørkeblå sten i vandet er som et øje, der kender besøgelsestid og –sted… Og en gren fra det træ, som adskiller manden fra kvinden, kald det kundskabens eller fristelsens, når helt ud til den jomfruelige piges hoved, som en berøring eller velsignelse!  Livets dans, 1899 Der er mindst 16 kendte udgaver fra Munchs hånd af Madonna og 6 af Skriget. På samme måde blev også Det syge barn og Kvindens tre stadier behandlet i flere omgange og fra forskellige perspektiver, især i første halvdel af 1890'erne. Der findes mindst fire versioner af sidstnævnte udover de her viste. På et af forstudierne har den sorte kvinde et afhugget mandshovede i favnen, som en Salome. Munchs tid i Berlin og Paris, den tids europæiske metropoler, hvor prostitution og bohemeliv var en kultur at regne med, har naturligvis anslået bibelske temaer som den babyloniske skøge. Ovenfor er de tre kvindeskikkelser tættere på hinanden og knapt så hårdt trukket op som typer... og manden er da også her inde i livets røde dans.
I mit Illustreret Dansk Konversationsleksikon fra 1935, har den aldrende Munch fået udbredt anerkendelse: "Bohemens og kvindens skånselsløse skildrer, med en Strindbergs bitterhed og en Hans Jægers afsmag og dog med sit eget temperaments uovervindelige passion." Vi snakker vel at mærke om en udvikling, der forløber parallelt med psykoanalysens fremkomst, men i 1895 havde Freud kun publiceret værket om hysteri (som blev betragtet som et udtryk for den kvindelige neurose (hysterá betyder på græsk livmoder), og hvor tidens eksperimenter i forbindelse med behandling af kvinders seksuelt relaterede nervøse lidelser generelt var nedværdigende i et omfang, som det nok for de fleste er svært at forestille sig. Nu er en vibrator et redskab, som måske de fleste kvinder - i en tid med ’sex and the city’ og hvor navnet Madonna først og fremmest associeres med en popsangerinde - har liggende i sengemøblet, men der er noget sigende i børn som leger ’doktor’ i forhold til den tids neurose-terapi, som bestod i vaginal-massage, så galskaben kunnne aflades fra kroppen. Vibratorerens opfindelse udsprang af behovet for at gøre det lettere for lægen! Det er denne strøm Sigmund Freud var anbragt i, da han udgav ’Studier i hysteri’ i 1895. Psykoanalysen med drømme- og seksualteori fandt ikke sin form før 1905. For yderligere studier i sammenhængen mellem 'hysteri', vibratorer og udviklingen i forståelsen af kvindens orgasme kan anbefales Rachel P. Maines' 'The Technology of Orgasm'.
At betragte Munch som del af denne misogyne strømning er en underkendelse af den kamp, han førte på både kvindernes og egne vegne. Ved at tage imod og forholde sig til den indsigt og healing som flød gennem hans pensel, kunne hans samtid have været bedre rustet til i det mindste at forstå, hvilke kræfter som spillede bag facaden i tiden op til verdenskrigene.  Jeg har ikke kunnet finde datering for ovenstående udgave af Separation, men så vidt jeg har forstået, er den senere end de øvrige, fra en periode hvor Munch valgte at lade naturens processer i form af regn, lys og vind 'færdiggøre' malerierne ved ganske simpelt at stille dem udendørs. I forhold til motivets tidligere udformninger er der her mere end blot forsigtigt håb om opblødning af spændingerne mellem den mandlige identitet og den hvide, jomfruelige kvinde… en kontakt som tilsyneladende åbner for flere farver i paletten! Også nedenstående, meget blå billede, viser denne positive udvikling, bemærk formen af den nedgående sols spejling i vandet, som i denne motivkreds bliver nærmest ikonografisk!  Mandens kultiverede drift har givet os radio, biler, flyvemaskiner, internet, kort sagt teknik i alle afskygninger - og jo, det har også med seksualitet at gøre: på den røde sportsvogns kølerhjelm - med den stejlende hingst som logo og med de smukt svungne kurver - slænger sig en spindende og halvt afklædt miss.
Samtidig ligger der i mandens psykologi generelt en ængstelighed overfor det kvindeliges sanselighed, krop, følelser og socialitet. De rationelle strømninger omkring sidste århundredeskifte affødte en krise som i høj grad har med denne konflikt at gøre, og som verdenskrigene i det store perspektiv også blev et udtryk for, denne udgydelse af mandlighedens røde og sorte elementer i en kultur, som bevæger sig mod en beherskelse af moder jords kræfter uden at være nok opmærksom på den inderliggørelse som bør følge med, og som Edvard Munch er et markant eksempel på. Det er værd at bemærke, at Munch i sin ungdom var indskrevet på Teknisk Højskole og udmærkede sig i både matematik, kemi og fysik. Krisen er alt andet end løst i denne tid, hvor alle mænd har mulighed for at kanalisere den seksuelle drift ind i et sanse-udpint virtuelt univers bag flimrende skærme, hvor der ubegrænset adgang til savle-gallerier med de stærkeste udtryk for sanselighedens inderste: den nøgne kvindekrop.
Lyrisk efterskrift, billedeksempler og diverse meningsfulde sammentræf: Røde hjerte, røde sol |
