Entré‎ > ‎

Mon det skete


Mon det skete i de dage...

Benyt betjeningspanelets funktioner (tilbage; start/ pause; frem; fuld skærm) til at beskue hele billedserien.
God fornøjelse!

Noter:

Det danske ord jul stammer fra den hedenske tids jól. Dengang fejrede man midvinteren med store mængder sul og mjød. Festerne blev typisk holdt i januar og gik under navnet jól (oldnordisk), yule (engelsk) og joulu (finsk). Ordets oprindelse er ukendt.

Solkorset – et kors i en cirkel – er et almindeligt symbol på arkæologiske effekter fra hele det præhistoriske Europa, særligt fra stenalder til bronzealder. Det kombinerer korset og cirklen og dermed det simplest tænkelige udtryk for forening af modsætninger. I mange sammenhænge repræsenterer tegnet solen og livstræet.

Note om Grundtvig: ”Hen under jul (1810, 27 år gammel, red.) blev han af sine venner Poul Dons og F.C. Sibbern transporteret hjem til Udby. Undervejs overnattede de i Vindbyholt Kro, hvor Grundtvig om natten fik et voldsomt anfald, hvor han troede, han kæmpede med djævelen i skikkelse af en slange. I Udby Præstegård kom han sig gradvist i løbet af nogle måneder. Under krisen lykkedes det ham at skrive sin første betydelige salme De hellige tre Konger, der stadig i dag under titlen Dejlig er den himmel blå er en af de mest sungne danske julesalmer.”  Dansk Wikipedia.

Magere: en oldpersisk præstelig kaste, formentligt af medisk oprindelse. Ifølge Herodot refererede det snarere til en stamme end en familie.

Advent (fra latin: adventus der betyder ankomsten, eller han kommer) er de fire søndage før jul. Mere præcist søndagene op til den 25. december. Hvis juleaften falder på en søndag, er denne dag også fjerde søndag i advent. 1. søndag i advent er kirke-årets nytårsdag og falder ifølge det ovenstående på søndagen i ugen fra 27. november til og med 3. december.

Note om bebudelse: Abbé Louis Marie Olivier Duchesne (1843- 1922), fransk præst, filolog, lærer og historiker, skriver i 'Christian worship its origin and evolution': “brøker er den slags ikke-perfekte størrelser som ikke falder inden for rammerne af et symbolsk talsystem. I sin ’Origins of the Liturgical Year’ skriver Thomas J. Talley med reference til dette om den velkendte tendens i rabbinsk tradition, at det gamle testamentes patriarker fødes og dør på same dato, enten i påsken, Nisan, eller tabernakelfesten. Det vil derfor ikke være usædvanligt for de jødekristne teologer at udvikle en lignende tradition for Jesus. Han citerer en tidlig Kristen traktat, 'De solstitiia et aequinoctia conceptionis et nativitatis domini nostri iesu Christi et iohannis baptista', om ærkeenglen Gabriels bebudelse til Zakarias, mens han tjente som præst i templets allerhelligste på forsoningsdagen (Yom Kippur, dagen for fejring af Moses’ modtagelse af de ti bud, jødernes største helligdag, red.), hvilket ville have placeret Johannes’ undfangelse ved Tabernakelfesten og hans fødsel ni måneder senere ved sommersolhverv. Da Lukas-evangeliet fastslår, at ærkeenglen Gabriel viser sig for jomfru Maria seks måneder efter Johannes’ undfangelse, vil Jesu undfangelse ligge omkring tiden for forårsjævndøgn, ved den jødiske påske, og hans fødsel ved vintersolhverv. Dette ville betyde, at den tidlige kristne menighed modificerede de jødiske traditioner i beretningerne om deres undfangelser, snarere end ved deres fødsler. Han citerer 'De solstitiia' for eksplicit at fastslå dette.

Talley noterer desuden, at Augustin kendte denne tradition og henviser til den i 'De Trinitate' IV, 5. Han påpeger ligeledes, at der i østkirken længe fandtes en tradition for den 6. april som Jesu dødsdag og d. 6. januar som hans fødsel, og at den har holdt ved, særlig i kirken I Jerusalem og i den Armenske Kirke.

Kilde: Wikipedia

Dias-showets tekst:

Men det skete i de dage,… 

Årets julekort præsenteres af Jesper Fårekylling:  

Lukas-evangeliets fødselsberetning skal ses i lyset af en sært strålende stjerne snarere end i de hårde skygger, der fremstår, når man anvender det histo-riske bakspejl! For det skete jo akkurat ikke i de dage – alt for mange faktuelle elementer i den beretning passer ganske enkelt slet ikke sammen…  

Og det er ikke ligefrem blevet bedre med årene der fulgte, hvor højtiden skulle tilpasses andre kulturer med andre skikke, andre jomfruer, vismænd og sol-helte… eller bare den nordiske trang til at gå ber-særk i vintermørket - glædelig jul og skååål!

Tider skal komme, tider skal henrulle,…

Ja, naturligvis for tiden er rund, cyklisk, tilbage-vendende. Det spejler sig også i solhverv, hvor det sidste led, -hverv, betyder omdrejning eller skifte. På svensk møder vi det i varv. Og herhjemme så-mænd også blandt de mørkemænd, som kalder deres Tidehverv for kristent… Tænk, hvis man i Ægypten havde bedt den hellige familie om at ’rejse hjem’!?

Det lille sigende ’Men’ i overskriften dækker blandt andet over den vigtige men ofte glemte detalje, at frelserens fødsel blot er nummer to i nævnte evan-gelium. De to fætre, Yĕhōšuă og Yokhanan, danner med deres seks måneders aldersforskel den lod-rette akse i årets store hjul - midvinter og mid-sommer - og i sagens natur danner dagene for und-fangelsen i deres mødres liv de to vinkelrette akser, forårs- og efterårsjævndøgn, som vi således kunne kalde Maryām og Ĕlîšāba – et spænd mellem ung og gammel, mellem Galilæas dale og Judas bjerge. I Storbritannien regnedes Mariæ bebudelse, Lady Day, omkring forårsjævndøgn, helt frem til 1752 for årets begyndelse, men med overgangen fra juliansk til gregoriansk kalender blev det i stedet 1. januar.

Prenter stjernerne deres sprog ind i os, eller er det os der projicerer vores sjæls indhold op på den store mørke skærm? Om det er historiske personer der giver liv til oldgamle myter eller omvendt, og hvordan det eventuelt kunne tænkes også at af-spejle universelle processer i vores indre, kan man grunde over så længe der findes tid… sandsynligvis lidt endnu. Se også den sidste note, bagest!

Men der skete jo også andre ting i de dage, som måske var de sidste, hvor englene stadig turde syn-ge af karsken bælg uden frygt for krænkelse af deres ophavsret, for omtrent på samme tid fødtes noget andet: ideen om at nedfælde musikkens sprog på skrift:

Inskription fra søjle ved den grav musikeren Seikilos rejste over sin hustru Euterpe. Den blev fundet i 1883 i Aydin, Tyrkiet, nær det bibelske Efesos, og arkæo-loger mener, den er fra mellem 200 fvt. og år 100, altså ’de dage’. Dermed er det den ældste noterede, endnu komplette komposition der findes, om end den er ganske kort. Teksten er de vanlige græske bogstaver og er gengivet i en fri oversættelse neden-for, mens tegnene over linierne angiver tonehøjde og -længde. Søjlen befinder sig nu i vores eget National-museums varetægt og står formentligt opmaga-sineret i Brede, Kgs. Lyngby… hele verdens svar på ’Drømte mig en drøm i nat’ mejslet i sten og sendt på lageret!! Sagen vil blive forfulgt på Det Springende Punkt!!!

Så længe du lever, vær som en solstråle

dyrk ikke tristheden 

for livet er sandelig kort

og tiden kræver sin told

Lyt til en smuk fremførelse af Seikilos-sangen på www.kortlink.dk/77uz 

Den ubesmittede jomfru, det rene himmelblå sind, lod Ordet inkarnere gennem sig, men ironisk nok så de følgende århundreder og årtusinder en stærkt stigende tendens til at forveksle meningen med be-tydningen, sproget med tegnet – også i musikken, hvor slægt efter slægt er blevet opdraget til at se noderne som kongevejen, og man glemte tonernes vigtige forbindelse gennem sproglyd og krop.

Den Sixtinske Madonna malet af Rafael (1483-1520) i 1513-14: Madonna bærer den levende Guds Ord fra åndens højder og billedfladens trigonale del ned til jordens kvadrat. Det er næppe bare spekulation: Rafael var arkitekt og punktet på trigonens grundlinie er samtidig kvadratets centrum.

Dejlig er den himmel blå…

Grundtvig skulle både konfrontere djævlen på Vind-byholt og ind i en dyb personlig krise før han brød igennem til det lag, hvor salmerne selv finder vejen ind til det åbne sind. Han lagde sig på en kold mark med udstrakte arme og så op i stjernehimlen, der hvælvede sig over ham, og ord og rytme fandt en fælles form i hans første salme Dejlig er den himmel blå, hvor sfærernes harmoni og stjernevisdom danner en anelsesfuld baggrund for det troskyldige budskab. Se også noterne!

Camille Flammarions (1842-1925) træsnit Universum er fra 1888, men spiller på forestillinger om universets opbygning, som har præget menneskers sjæl gennem årtusinder.

Klokken slår tiden går, 

troen på ordet sin prøve står

er det faldet i hjertemuld, 

overstår det vel vinterkuld

bærer sin evighedsfrugt

Hvorfor har vi glemt at kigge op i stjernerne? 

Og at lytte på de kanaler, de sender fra..? 

… med stille sind som enfoldige hyrder.

Hvorfor lade sine følsomme synsorganer bestråle af en flimrende fladskærm i stedet for de funklende lys på den mørke fløjlsbløde hvælving som har dan-net fundamentet for vores oplevelse af tid og rum gennem tusinder år? Både de ’primitive’ naturfolk og højkulturer har ofret deres tid og opmærksom-hed på det store hvælvede rums mysterium, og de tidscyklusser vandrestjernerne, planeterne, ud-folder på det dybt blå, natmørke tæppe…

Sigtelinier mod rummet og iagttagelser af stjernernes vekslende opgange og nedgange… det praktiske springbræt til studiet af rum og tid.

Og nu kan man i en oplyst forsamling spørge om, hvor mange dage, der går fra fuldmåne til fuldmåne og være forvisset om, at kun ganske få er klar over det korrekte svar, 29½ døgn, mens mange vil sige 28 eller 30. Det fascinerende er jo netop, at ka-lenderens elementer - vores tid sat på skema - ikke går op – dagene og ugerne mødes ikke med måne-månederne og året.

Men det skete i de dage… Coligny kalenderen, fundet i det østlige Frankrig, stammer fra tiden omkring det 2. århundrede og vidner om et sindrigt system, der samordner solens og månens cyklusser. Kalenderen er keltisk, og det giver i første omgang associationer til en kultur, der bl.a. dyrker solhverv og jævndøgn - Tidens store Solhjul.

Og østens vise ofrede der…

I musikken går de vigtigste elementer heller ikke op: hverken tertserne eller kvinterne kan passes ind i oktavens ramme eller sammen med hinanden, hvis man for alvor går ind i forståelsen af de grund-læggende strukturer. Og mens vi ignorerer denne vigtige iboende spænding, lukker vi samtidig øjnene for den simple harmoni, som bør gå hånd i hånd med enhver brugsforståelse af musikkens grund-elementer. Den skaber et længe savnet, helt na-turligt og ligefremt holistisk sprog med elementer af toner, tal, sproglyde og krop. 

Lars Pryns illustration Senario (latin, senarius: Noget, som består af seks) anskueliggør, hvor vigtigt det var, at den cirkulære tidsopfattelse vandt over den digitalt-lineære, da de duellerede i 70’erne og 80’erne. Vi be-varer en tråd af kontakt til naturens cykliske væsen og lærer samtidig at dele helheden – den perfekte cirkel - på en meningsfuld måde: Urskivens 60-deling har vist sin levedygtighed helt ind i den digitale tidsalder, når det gælder måling af tid og rum. Den blev udviklet og anvendt af østens vise: magoi, stjernekyndige… og musikere! I denne ramme vil de primære geometriske figurer konstituere sig ud fra følgende minuttal:

- Trigon: 0, 20, 40

- Kvadrat: 0, 15, 30, 45

- Pentagon: 0, 12, 24, 36, 48 

Disse tal spejler samtidig noget primært om musikken, hvor to-delinger, tre-delinger og fem-delinger relaterer til grundfunktionerne oktav, kvint og stor terts. Se mere om disse forhold og flere i uddraget fra Lars Pryns Kunst og Virkelighed, 

… samme senario, men nu set i én dimension, mu-sikkens svingende streng, som så at sige indtager alle svingningstilstandene samtidigt. 

Englene sang den, først for markens hyrder…

… og englene akkompagnerer jo sig selv på harper – som ganske vist slet ikke var opfundet ’i de dage’ så gad vide, hvad normaldanskere vil tænke om æstetikken i det lyrespil, som kunne have været på tale dengang!? Og gad nok også vide, om lyrerne var stemt som de mesopotamiske, hvor hver enkelt streng blev tildelt et gudenavn efter længde og tilsvarende tone:

60: skaber- og himmelgud Anu;

50: bjergguden Enki; 

40: de ferske vandes gud Ea/ Enlil; 

30: måneguden Sin; 

20: solguden Shamash; 

15: Venus/ Ishtar; 

12: Mars/ Nergal;  

10: Jupiter, Bel/ Marduk.

… for så kan man vel sige, at den mesopotamiske musik-matematik fulgte den nyfødte fra krybbe til grav, hvor Judas jo fik 30 sølvpenge for at angive sin mester – sølv er månens metal, og Sin har i øvrigt lagt navn til bl.a. Sinai Bjerg, hvor Moses modtog lovens tavler. 

Maleriet er af Rembrandt (1606-69) og viser episoden i Matthæus-evangeliet, hvor Judas i anger og fortrydelse retur-nerer de 30 sølvpenge til de præster, han har angivet sin mester til.

Og musikalsk såvel som med handel og viden er det oplagt, at det hellige land blev præget af strøm-ninger fra de to supermagter, det lå midt imellem - Abraham udvandrede fra Ur, Moses fra Ægypten, og begge har haft rig lejlighed til at skue op i himlens store teltdug.

… hvor månens fire faser har talt sit tydelige sprog, måned efter måned:

… og som en adventskrans indvarslet en ny tid:

Midt i den mørke nat

lysene brænder

du bærer lyset frem

i dine hænder

I det hele taget er det karakteristisk, at nogle af de vigtigste rytmiske fænomener synes at lejre sig helt naturligt i en firdelt ramme: åndedræt, dagsrytme og vores udgangspunkt, årets gang med forårs- og efterårsjævndøgn, sommer- og vintersolhverv: To ligevægtspunkter, kulminationen og dens mod-punkt: 

I det lys er det slet ikke så underligt, at det allermeste af den musik, vi lytter og danser til inddeler pulsen i fire slag, selvom det også kan blive for bevidstløst: 

Jason Martineaus meget anskuelige opskrifter på de mest gængse danserytmer skåret ned til to elementer: lys og mørk (foroven og forneden).

Sametromme

Forbindelsen mellem rensdyr og jul er ikke den eneste cirkelslutning, som har relevans i samiske sammenhænge. Forskeren Bo Sommarström frem-satte således i 1980’erne en hypotese om same-trommens funktion som stjernekort, hvor en under-søgelse af 41 trommer fra det sydlige sameland, af typen med et centralt solkors, sandsynliggjorde, at placeringen af trommernes figurer kunne tilskrives dyrekredsens stjernebilleder foruden konstella-tioner som Pegasus, Orion og Mælkevejen… og som mange andre shamanistiske kulturer er korset helt centralt for orienteringen i verden og indgår ofte i trommen, både som dekoration og i opbygning.

Mit hjerte altid vanker

i Jesu føderum,

did samles mine tanker

i deres hovedsum.

Der er min længsel hjemme,

der har min tro sin skat

Jeg kan dig aldrig glemme,

du søde julenat!

Hjertets rytme er som udgangspunkt blot en puls, men det enkelte slag (eller dobbeltslag), vi normalt registrerer, er blot den første halvdel af perioden, den som relaterer til systolen. Diastolens slag er dels svagere (diagrammets øverste del) og har desuden dybere frekvens (diagrammets nederste del). Som det fremgår, er det helt oplagt at forstå hjerteslaget i rammerne af en rytmisk underdeling på fire slag.

Hjertelyd fra Wikipedia:

”Systolen: Først trækker forkamrene (atrierne) sig sammen og presser blodet ned i hjertekamrene (ventriklerne). Straks derefter sammentrækkes dis-se også og det forøgede tryk lukker for klapperne op mod forkamrene og blodet pumpes ud i puls-årerne (arterierne). Systolens trykbølge, der opstår i blodkarrenes vægge, kan føles som pulsen f.eks. i håndleddet og på halsen under kæberundingen. Denne trykbølge kan måles, og er en del af blodtrykket.

Diastolen: Efter sammentrækningen slapper hjerte-muskulaturen af, så hjertet kan udvides igen. Hjerteklapperne mod Aorta og lungepulsåren er lukkede, mens klapperne mellem atrium og ven-trikel er åbne, så blod strømmer fra kroppen og lungerne ind i både forkamrene og ventriklerne.”

En fuldstændig regelmæssig rytme, som et cirku-lerende pendul, vil man i et koordinatsystem med x som tidsakse og y som styrke kunne afbilde som en sinuskurve:

Her vil de interessante punkter være bølgedal og bølgetop samt skæringspunkterne med x-aksen.

Igen er det overordnede billede: to ligevægts-punkter – skæring med x-akse – foruden bølgetop og bølgedal, kulminationen og dens modpunkt.

Så kan man muntre sig med at indføre de fire faser i åndedrætsrytmen, dagsrytmen, årsrytmen, hjerte-rytmen… alt sammen for at komme til en grund-læggende forståelse af de fire faser og uden at luk-ke øjnene for at virkelighedens rytmer og toner netop meget sjældent fremviser det perfekte sinusmønster, ligesom jorden ikke drejer om solen i perfekte cirkler, men i ellipser.

Når du ser et stjerneskud

lad dit ønske flyve ud

da vil alle stjerners herre høre dig!

Bare du af hjertet tror,

da er ingen bøn for står

når et stjerneskud det falder på din vej…

… og glædeligt vintermørke! - Det kan bruges til at kigge stjerner og høre sfæreharmoni!

Oversigt over citerede sange:

Dejlig er jorden: 

Tekst: B. S. Ingemann, 1850; melodi: schlesisk, 18. årh.

Dejlig er den himmel blå: 

Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1853; melodi: J. G. Meidell, 1846

Klokken slår, tiden går: 

Tekst: C. J. Brandt 1870 og 1885; melodi: Oluf Ring 1938

Luciasangen: 

Tekst: Gunnar Wennerberg, melodi: trad.

Mit hjerte altid vanker: 

Tekst: H. A. Brorson, 1732; melodi: Carl Nielsen, 1919

Når du ser et stjerneskud

Tekst: Mogens Dam; melodi: Leigh Harline

Noter:

Det danske ord jul stammer fra den hedenske tids jól. Dengang fejrede man midvinteren med store mængder sul og mjød. Festerne blev typisk holdt i januar og gik under navnet jól (oldnordisk), yule (engelsk) og joulu (finsk). Ordets oprindelse er ukendt.

Solkorset – et kors I en cirkel – er et almindeligt symbol på arkæologiske effekter fra hele det præhistoriske Europa, særligt fra stenalder til bronzealder. Det kombinerer korset og cirklen og dermed det simplest tænkelige udtryk for forening af modsætninger. I mange sammenhænge repræsenterer tegnet solen og livstræet.

Note om Grundtvig: ”Hen under jul (1810, 27 år gammel, red.) blev han af sine venner Poul Dons og F.C. Sibbern transporteret hjem til Udby. Undervejs over-nattede de i Vindbyholt Kro, hvor Grundtvig om natten fik et voldsomt anfald, hvor han troede, han kæmpede med djævelen i skikkelse af en slange. I Udby Præstegård kom han sig gradvist i løbet af nogle måneder. Under krisen lykkedes det ham at skrive sin første betydelige salme De hellige tre Konger, der stadig i dag under titlen Dejlig er den himmel blå er en af de mest sungne danske julesalmer.” 

Dansk Wikipedia.

Magere: en oldpersisk præstelig kaste, formentligt af medisk oprindelse. Ifølge Herodot refererede det snarere en stamme end en familie.

Advent (fra latin: adventus der betyder ankomsten, eller han kommer) er de fire søndage før jul. Mere præcist søndagene op til den 25. december. Hvis juleaften falder på en søndag, er denne dag også fjerde søndag i advent.

1. søndag i advent er kirkeårets nytårsdag og falder ifølge det ovenstående på søndagen i ugen fra 27. november til og med 3. december.

Note om bebudelse:

Abbé Louis Marie Olivier Duchesne (1843- 1922), fransk præst, filolog, lærer og historiker, skriver i 'Christian worship its origin and evolution': “brøker er den slags ikke-perfekte størrelser som ikke falder inden for rammerne af et symbolsk talsystem. I sin ” Origins of the Liturgical Year skriver Thomas J. Talley med reference til dette om den velkendte tendens I rabbinsk tra-dition, at det gamle testamentes patriarker fødes og dør på same dato, enten i påsken, Nisan eller tabernakelfesten. Det vil derfor ikke være usædvanligt for de jødekristne teologer at udvikle en lignende tradition for Jesus. Han citerer en tidlig Kristen traktat, 'De solstitiia et aequinoctia conceptionis et nativitatis domini nostri iesu Christi et iohannis baptista', om ærkeenglen Gabriels bebudelse til Zakarias, mens han tjente som præst I templets allerhelligste på forsoningsdagen (Yom Kippur, dagen for fejring af Moses’ modtagelse af de ti bud, jø-dernes største helligdag), hvilket ville have placeret Johannes’ undfangelse ved Tabernakelfesten og hans fødsel ni måneder senere ved sommersolhverv. Da Lukasevangeliet fastslår, at ærkeenglen Gabriel viser sig for jomfru Maria seks måneder efter Johannes’ undfangelse, vil Jesu undfangelse ligge om-kring tiden for forårsjævndøgn, ved den jødiske påske, og hans fødsel ved vintersolhverv. Dette ville betyde, at den tidlige kristne menighed modificerede de jødiske traditioner i be-retningerne om deres undfangelser, snarere end ved deres fødsler. Han caterer 'De solstitiia' for explicit at fastslå dette.

Talley noterer desuden, at Augustin kendte denne tradition og henviser til den i 'De Trinitate' IV,5. Han påpeger ligeledes, at der I østkirkens længe fandtes en tradition for den 6. april som Jesu dødsdag og d. 6. januar som hans fødsel og at den har holdt ved, særlig I kirken I Jerusalem og i den Armenske Kirke.

Kilde: Wikipedia

Solkors, helleristning fra Madsebakke, Bornholm ca. 800 fvt.

Comments