Den nordiske sang er en ung…   

(denne sides indhold - dog minus video - som .pdf-fil: klik her!)          

          

Kvinden til venstre er Deano Maiia, som er i gang med sin væv! Man må gå ud fra, det er en kunstners frie gengivelse, for det har ikke været muligt at finde hårde facts om denne samiske femme fatale. 

Til højre ses Berit Alette Mienna, ved hvis sikre og nænsomme hånd vi i løbet af vinter og forår '08-'09 har haft mulighed for at gribe en tråd, der leder lige ind til kernen af den fascinerende samiske kultur. Deltagere i Berit Alettes workshops i joik og anden samisk sang har haft fornøjelsen af at synge om Deano Maiia, som rejste gennem de nordlige regioner og fordrejede hovedet på mænd. Sangen går - meget karakteristisk for joik - i en d-dur-pentaton skala:

 Hør melodien: www.kortlink.dk/uru

Nu vi er ved kvinder og navne, så lad det lige blive klart, at Berit egentlig kun præsenterer sig sådan for at gøre det lettere for os: den korrekte samiske form er Biret. Og vi får heldigvis mulighed for at gøre båndet stærkere, idet vi gør klar til Nordisk Kulturuge 8.-14. november på Nørre Allé i samarbejde med www.verdenskulturcentret.dk som bor dér. Kom og mød os i lavu’en (same-teltet)!

   

På vej til en koncert sammen med Biret udtrykte jeg min forundring over, hvordan de højt oplyste og humant indstillede norske og svenske samfund i den grad har kuet og undertrykt det oprindelige folkeslag højt mod nord… hvorpå Biret nøgternt og venligt gjorde opmærksom på, at den væsentligste del af undertrykkelsen af de norske samer er sket under dansk overherredømme!

 

Til venstre: Shamanistisk helbredelses-ritual med tromme.

Til højre: 'Runetromme' tilhørende den 100 år gamle same, Anders Paulsen. Trommen blev konfiskeret af myndighederne i Vadsø i 1691. I 1694 blev den overført til det Kongelige Kunstkammer i København. Siden 1979 har den befundet sig på Saami Museum i Karasjok, Finnmarken, Norge. Kopi findes vistnok på Nationalmuseets etnografiske samling, København.  Mere om sametrommen, mange billeder: http://old.no/samidrum/

Samisk joik

Sammenstødet mellem naturfolkets shamanistiske verdenssyn og den kristne kultur bliver vel så tydeligt, som det kan blive med de dekorerede shaman-trommer, hvor man både kan se kors og kirker og de traditionelle shamanistiske elementer: verdens-akse, solkors, de tre verdener, dyrene osv. Samerne var generelt åbne for kristendommen og inkorporerede den i sine anskuelser, men kirken forlangte, at være totalt enerådende på troens område. Presset var mest intenst efter reformationen, fra det 16. til det 19. århundrede var trommerne og den tilhørende sang aldeles forbudt – undertiden med dødsstraf som følge. Den shamanistiske trosudøvelse var forbudt ved lov indtil 1972, og det skærer i hjertet at høre om den undertrykkelse, der har fundet sted helt op til tiden for Birets opvækst, og som også er blevet skildret i tale, på film og skrift af den kendte sangerinde, Marie Boine, der ligesom Biret kommer fra same-hovedstaden, Karasjok i norske Finmarken.

Marie Boine: Interview med joik-smagsprøve

Kalevala

Her er to mænd i gang med??

… her er kæben af en gedde

… og endelig strengeinstrumentet kantele, også kaldet kannel.

Hvordan hænger det nu også sammen med det anslåede tema om nordisk sang?

Samerne var ikke kun presset af kulturerne syd-vestfra, også mod sydøst var der spændinger med finnerne, som gennem årene pressede samerne højere op mod nord. Begge folkegruppers sprog tilhører den finsk-ugriske sprogstamme, som sandsynligvis har sine rødder i Ural-Volga-området. Nyere genetisk forskning har i øvrigt påvist, at en anden del af den samiske baggrund deles med Europas første indvandrere, som også har baskerne som efterkommere, men at samerne har været bosat i det nordligste Skandinavien meget længe.

Konflikterne mellem samer og finner er sandsynligvis noget af baggrunden for det finske Kalevala-epos. Aksen i eposset udspændes mellem Kalevala-landet og Pohjola, landet mod nord. Det er dog næppe entydigt geografisk.

De to mænd, som sidder her ovenfor, er i færd med at synge strofer af dette omfangsrige kvad, på den traditionelle måde. For at indlære og viderebringe de mange vers sætter sangerne sig overfor hinanden, griber hinandens hænder og vugger sig ind i en rytme, mens de kalder teksterne frem.

Verslinierne hører sammen parvis – ikke nødvendigvis med rim og har alle samme metriske opbygning: fire trokæer (lang stavelse- kort stavelse):

Ka-le va-la har-me trik-ken

lang-kort lang-kort lang-kort lang-kort

Det overleverede melodimateriale er pentatont

Værket er en collage af over 20.000 verslinier af samlet af Elias Lönroth (1802-84), som også selv har tildigtet et par procent af materialet for at kitte det sammen. Han indsamlede versene, som fandtes spredt i forskellige regioner i forskellige varianter og i større eller mindre uddrag, ved mellem 1827-42 at vandre 20.000 km rundt i Finland for at opsøge Kalevala-sangere og notere de dele, de hver især kunne huske.

De første 32 sange bestående af godt 12.000 vers udkom i to bind 1835-36. I 1849 udgaves det, vi i dag kender som Kalevala, med 50 sange, som skildrer mytologiske skikkelser fra jordens skabelse til noget, der nok spejler historiske begivenheder.

Den mest markante gennemgående figur er den shamanistiske helt Väinämöinen, som behersker sangens og musikkens magiske kræfter. Väinämöinens båd støder på grund på en gigantisk gedde. Det lykkes ham at hugge hovedet af den, og deraf tilberedes et stort måltid. Af geddens kæbe laver han en kantele med strenge snoet af man-hårene fra en af skovguden Hisii’s hingste. Han sender instrumentet til snart den ene, snart til den anden, men ingen formår at vække den sande glæde, indtil kantelen selv taler og beder om at blive spillet af den mand som tilvirkede den:

 41. SANG, Väinämöinens spil 

(i Hillka og Bent Søndergaards fremragende oversættelse)

Gamle, vise Väinämöinen/ denne eviggamle sanger,

rettede nu sine fingre/ vasked sine tommeltotter,

satte sig på spillestenen/ slog sig ned på syngehellen,

han tog plads på sølverbakken/ satte sig på gyldenhøjen,

tog sin strengeleg i hånden/ på sit knæ den krumme kannel,

lagde fingrene på strengen/ tog til orde så og sagde:

»Den skal komme her og høre/ som ej førhen har lånt øre

til en evig sangers toner/ til en lille kannels klange.«

Pekka Halonen (1865-1933): Väinämöinen spiller kantele (1897)

Gamle, vise Väinämöinen/ tog nu til at spille dejligt

på sit hakkebræt af knogler/ kannelen af fiskeskroget.

Fingren løftede sig smidigt/ tomlen hævede sig spændstigt.

Glæden blev til ægte glæde/ frydefuldere blev fryden,

spillet lød, som spil skai lyde/ sangen klang, som sang skal klinge,

geddetanden toned klangfuldt/ toner strømmed ud fra knoglen,

hingstehårene de hvined/ ridehestens hårstrå skingred.

Gamle Väinämöinen spilled/ Der var ej i hele skoven,

én, som gik på fire fødder/ hoppede på sine langben,

som ej kom der for at høre/ for at frydes over spillet.

Vimse egern hopped hastigt/ sprang fra gren til gren i skoven,

væsler nærmede sig stedet/ lagde sig på markens gærder,

elsdyr styrted over heden/ skovens losser rendte lystigt.

Ulven vågnede i mosen/ bjørnen rejste sig på heden,

fra sit skjul blandt uens fyrre/ fra buskadsets tætte graner.

Ulven løb en længre strækning/ bjørnen vandred over heden,

satte sig til sidst på hegnet/ stilled sig ved gærdelågen,

hegnet styrted om på klippen/ lågen rulled ned på lien.

Så sprang bjørnen op i granen/ svang sig op i fyrretræet,

for at glædes over spillet/ frydes over glade toner.

Hvad der var af luftens fugle/ hvad der svævede på vinger,

det kom styrtende til stedet/ som et snevejr, når det stormer,

for at glædes over spillet/ for at frydes over kiangen.

Og derhjemme hørte ørnen/ Suomis smukke tonestrømme;

straks forlod den sine unger/ gav sig til at flyve hurtigt

til de kønne kanneildange/ Väinämöinens smukke toner.

ørnen svæved højt i luften/ høgen fløj igennem skyen,

og fra bølgen kom en isand/ svanen fra en sumpet mose;

der kom også bitte finker/ kvidrende fløj mange fugle,

der kom hundredvis af siskner/ der kom næsten tusind lærker.

De beundred ham fra luften/ kvidred højt på mandens skulder,

medens helten skabte toner/ medens Väinämöinen spilled.

Og naturens smukke døtre/ luftens unge, skønne kvinder,

blev forundret over spillet/ lytted til den lille kannel,

én sad højt på luftens bue/ skinnede på himlens hvælving,

og en anden på en blåne/ på dens røde rand hun blomstred.

Denne smukke månepige/ solens underskønne datter,

sad og holdt om vævekammen/ løftede på sylleskaftet,

mens hun væved på et guidstof/ væved sølvstof, så det skramled,

på den røde rand af blånen/ yderst på den lange bue.

Men så snart de fik at høre/ lyden af de smukke toner,

så gled kammen dem af hænde/ så faldt skytlen ud af hånden,

og de gyldne tråde bristed/ sølverskaftets tråde klirred.

Og det væsen fandtes ikke/ heller ikke under vandet,

som bevæged sig med finner/ i den tætte fiskestime,

som ej kom der for at lytte/ for at frydes over spillet.

Gedder svømmed egenrådigt/ vandets hunde vred sig fremad,

og fra skærene kom laksen/ heltene fra dybe høller,

heitlinger og bitte skaller/ aborrer og andre arter,

svømmed bryst mod bryst mod sivet/ lagde sig ved søens bredder,

for at høre Väinämöinen/ glædes over mandens toner.

Ahto, vandets egen konge/ bølgeoldingen med græsskæg,

svømmed op til overfladen/ viste sig tæt ved et søblad,

lyttede til spillets toner/ tog til orde så og sagde:

»Aldrig har jeg hørt dets lige/ ingentid og ingensinde,

vise Väinämöinens spillen/ denne gamle sangers toner. «

Andepiger, som var søstre/ kvinder, som var klædt i sivgræs,

sad og kæmmed deres hårpragt/ børsted deres lyse lokker,

med en kam, som havde sølvkant/ med en børste, som var gylden,

da de hørte sære klange/ helt vidunderlige toner.

Kammen styrted ned i vandet/ børsten sank i bølgedybet;

deres hår blev ikke kæmmet/ lokkerne kun halvvejs redte.

Selve vandets egen frue/ kællingen, som havde sivbryst,

rejste sig i søens bølger/ løftede sig op i vandet

og kom hurtigt hen til sivet/ klatred op på søens stene,

for at høre disse klange/ vise Väinämöinens toner.

Helt besynderlig var klangen/ stærkt betagende var spillet.

Kvinden faldt i dyb, dyb slummer/ da hun lagde sig på maven

oven på en broget klippe/ på den tykke helles midte.

Gamle, vise Väinämöinen/ spilled én dag og den næste,

og det mandfolk fandtes ikke/ og den karl var ej i live,

ingen mand og ingen kvinde/ ingen pige, som bar fletning,

uden de kom til at græde/ uden deres hjerter smelted.

Unge hulked, gamle hulked/ også gifte karle hulked,

både mænd, som ej var gifte/ og de halvvejs voksne knægte,

drenge hulked, piger hulked/ selv de alleryngste blandt dem,

så besynderlig var sangen/ så betagende var spillet.

Selve vise Väinämöinen/ gav sig til at fælde tårer;

der faldt dråber fra hans øjne/ tårerne tog til at trille,

nogle var som tranebærret/ andre ligned store ærter,

nogle æg af agerhønen/ andre var som svalehovder.

Vand løb fra det ene øje/ tårer strømmed fra det andet,

sived over mandens kinder/ drypped på hans smukke ansigt,

strømmed fra det smukke ansigt/ ramte så hans brede kæber,

strømmed fra hans brede kæber/ ramte så hans hårde mandsbryst,

strømmed fra hans hårde mandsbryst/ ramte så hans stærke knæer,

strømmed fra hans stærke knæer/ ramte vristen på hans fødder,

faldt fra vristen på hans fødder/ ned på jorden under foden.

Derpå trilled disse tårer/ fra den gamle Väinämöinen

til de dybblå strømmes strandbred/ fra de dybblå strømmes strandbred

sank de gennem klare bølger/ ned på bundens mørke mudder.

Kalevala har haft større betydning for den finske nationalbevidsthed end Paavo Nurmi, Alvar Aalto, Jean Sibelius og Nokia tilsammen og kantelen er i dag Finlands nationalinstrument. Der findes et væld af materiale på nettet. Det følgende kan anbefales: www.kortlink.dk/6pk9

Kalevala: Kantelespil

Magi fra Karelen

Väinämöinen minder umiddelbart om en skikkelse som Orfeus fra den græske mytologi, som med sin sang og lyrespil kunne besværge alle naturens riger. Her ses han omgivet af dyr, der hengiver sig til musikken. Eposformen med et væld af vers kendes også fra bl.a. middelalderens ridderdigtning i troubadourernes tid, f.eks. Parzifal.

Kantelen kan også være et udgangspunkt til at forstå Kalevalas historiske sammenhæng, dels ved at se på brætciterens udbredelse og udvikling i Europa, dels ved fund af historiske instrumenter. Her er ulempen naturligvis, at de gamle kanteler blev fremstillet af forgængelige materialer, som trods alt nok oftere var træ end geddekæber. Før metal-strengenes tid har man brugt hestehår og snoet menneskehår.

Der er også lingvistiske træk, som kan belyse instrumentets historie. Kantele kan bl.a. være etymologisk beslægtet med den mellemøstlige quanun:

Imidlertid er og bliver Kalevala et kludetæppe syet sammen af Lönroth, hvor nogle af lapperne (!) er klippet ud af ham selv, andre stammer fra digtere i århundrederne umiddelbart forud for samlingen, den væsentligste del formodes at stamme fra middelalderen, mens måske 20 % af sangene kan stamme tilbage fra et Estland før kristendommen.

… her findes igen en dansk forbindelse, idet hovedstaden dér jo hedder Talinn (egentlig Tanii Linn, danskerborgen). Hertil knytter sig også historien om Valdemars korstog mod esterne 1219, hvor Dannebrog ’faldt ned fra himlen’. Imidlertid kendtes Talinn fra østlige slaviske kilder som Kolyvan, (jf. Kalevala) og er første gang noteret i et atlas fra 1154 som qlwny. Det skal bemærkes, at det er samme år, som Finland blev kristnet under svenske kong Erik.

Jeg ejer selv en dejlig kantele fra Estland, hvor min afdøde farmor kommer fra – dog af tysk slægt. Min far tog instrumentet med efter en rejse tilbage til fortiden.

Og den spreder ret med sin sølverne klang

en lindring og lise når tiden er trang

… og er et rent ud glimrende redskab til at opøve ørets sans for rene intervaller og skalaer, når man stemmer den.

Dette vækker imidlertid også spørgsmålet om, hvorfor kantelen af kalevala-forskere så entydigt kategoriseres som et instrument, der fandt sin plads i en shamanistisk sammenhæng, altså i en naturforbundet religion og verdensanskuelse. Dels er det ganske enkelt trommen, som er definerende fællesnævner for de shamanistiske kulturer, dels har lignende strengeinstrumenter med de komplekse muligheder for stemning, skalaer og proportions-forståelse været en af de vigtigste – sikkert langt mere end de fleste gør sig klart - omdrejningsakser for udvikling af ’højkulturer’ gennem tusinder år.

Svaret er primært, at Väinämöinen-skikkelsen i Kalevala på en lang række områder er skildret som en shaman: han rejser til jordens indre, han har direkte kontakt med dyrene, han besværger og maner, han emmer af magi og trolddomskundskab i direkte kontakt med naturens riger og elementer. Myten fylder mere end det håndgribelige.

Det er også værd at drage sammenligning med en anden shamanistisk kultur, hvor et strengeinstrument har stået centralt, nemlig de mongolske og tuvinske folkeslags hestehoved-violin, som oprindeligt blev bygget med et hestekranium som selve instrumentets sangbund (’klang-kassen’), ikke blot som ovenfor instrumentets hoved.

Det er karakteristisk at udviklingen fra shamanistisk præget verdenssyn til buddhisme, både i disse og andre områder er forløbet langt mere gnidningsfrit end tilsvarende overgange til kristendom.

Der trods alt næppe blevet bygget så mange kanteler over geddekranier, men det er et typisk træk i shamanisme, at man kan ride på instrumentets sjæl under spillet og det drejer sig også i helt konkret forstand om sjælen af det dyr, der har lagt hår, fjer, skind eller knogler til. Väinämöinens kantele blev udstyret med hår fra en af den mægtige naturånd Hiisis hingste, og en gedde så stor, at en båd kan grundstøde på den, er naturligvis ikke en hvilken som helst gedde, så det belyser også, hvilke kræfter Väinämöinen spiller og synger frem.

På shamantrommer fra Centralasiens nomadefolk har heste naturligvis samme ikonografiske status, som renerne har for samerne.

Hvis Kalevala er mere end mytologiske forestillinger sat på vers, men også spejler historiske forhold, er det ikke kun de konkrete konflikter mellem de finske og samiske folkegrupper, der skildres, det er også kulturkriser ved overgangen fra en verdensanskuelse til en anden.  

I Kalevalas allersidste sang skildres en konflikt mellem Väinämöinen og det drengebarn, som til sidst døbes og udråbes til konge af Karelen (nutidens sydøstlige Finland og Russiske grænseområder), hvorpå Väinämöinen må trække sig, og ligesom andre mytologiske skikkelser sluttelig sejler bort i sin båd. Han efterlader som gave en anden magisk kantele, med ramme af birk og strenge snoet af en villig jomfrus hår. Det nævnte drengebarn er såmænd født af Marjatta, der undfangede ham ved at spise et tyttebær. Med dåbstemaet, shamanens nederlag og Kristus- og Maria-allusionerne er Väinämöinens svanesang således oplagt en beskrivelse af kristendommens overtag og shamanismens tilbagetog. Om denne pointe skal tilskrives Lönroth eller traditionen, har jeg endnu ikke fået klarhed over.

Det er imidlertid væsentligt, at skellet mellem natur-religion og kultur-religion selvfølgelig ikke kan være knivskarpt og entydigt, og her tænkes ikke kun på mange moderne shamaners uforbeholdne glæde for snescootere og digital teknik.

Forskeren Bo Sommarström fremsatte således i 1980’erne en hypotese om same-trommens funktion som stjernekort, hvor en undersøgelse af 41 trommer fra det sydlige sameland af typen med et centralt solkors sandsynliggjorde, at placeringen af trommernes figurer kunne tilskrives dyre-kredsens stjernebilleder foruden konstellationer som Pegasus, Orion og Mælkevejen.

Uanset om teorien er korrekt, er det evident, at vores forestilling om såkaldt primitiv kultur sætter vores egen dekadence i relief. Vi har evigheds-kalendere i vores mobiltelefoner, men de fleste tror, der går 28 døgn fra fuldmåne til fuldmåne – mens det korrekte tidsrum er lige godt 29½ døgn.

Og der hersker en helt tilsvarende fremmedgørelse i musikken, som verden over nu er indkapslet i en sammenhæng, hvor sansen for rene intervaller og skalaer er gået fløjten som følge af et århundredes praktiske men noget ufølsomme stemnings-politik.

Uanset om man skal forstå Kalevalas kerne som et udtryk for forestillinger der hører en førkristelig kultur til, eller den netop spejler en ung by- og nationalkultur, er der meget som vækker tanker. Det er vel positivt, at man ikke i de moderne skoler terper udenadslære, men vi har faktisk i vid ud-strækning mistet evnen til at bruge hjernens kolossale hukommelses-muligheder, ikke mindst i sammenhængen med det rytmiske aspekt. Endnu for 50 år siden var der en almindelig bevidsthed om trokæer, jamber og øvrige elementer til forståelsen af versformer. Ideen bag indlæring af salmevers er - uanset om man finder indholdet tidssvarende og at det naturligvis kan gribes forkert an – noget nær et eviggyldigt første skridt til at inderliggøre poesi.

Det er for så vidt glædeligt, at lysten til at rime og rytmisere bryder gennem asfalten i form af rap og poetry slam, men hvad kan det ikke blive til, hvis glæden og udtryks-trangen kan virke videre uden angst for struktur-bevidsthed!? … og hvem siger, det skal være på bekostning af evnen til med vers og sang at komme på bølgelængde med naturens riger og elementer!? Om vi så lige med det første kommer på niveau med det, der herskede i form af skjalde-digtningen (læs herom: www.kortlink.dk/6ppx) i det norrøne område eller med Kalevala-digtningen, er nok et spørgsmål, men Väinämöinen lovede ved sin afrejse som en Holger Danske at vende tilbage, hvis det skulle blive nødvendigt.

Väinämöinen stævner ud. Til venstre Marjatta med barn.

Sætersang

Har man sagt A, må man også sige… ko! Og det skal forstås sådan helt bogstaveligt: I de første alfabeter betød det første bogstav, Aleph/ Alfa, ganske enkelt ko eller okse, og tegnet viser såmænd et stiliseret kohovede:

... som det fremgår, har tegnet med sine horn foretaget en veritabel kovending!!  

 : Også i de gamle nordiske skriftsprog var koen det vigtige begyndelsespunkt: I futhark’en – runealfabetet – var første bogstav fehu, som ganske enkelt symboliserede koen som husdyr. Et godt gammelt ord som fælled associerer mange med fællesskab og første maj, men ordets oprindelige betydning er 'kvægland' - altså en græsning. Køerne kom så at sige før fællesskabet, for fælles har sin betydning fra fællig, som handler om at slå to ejendomme sammen - fæ og folk! På svensk henviser ordet boskab stadig til kreaturerne! 

Med andre ord: der er ingen tvivl om, at for to-tre tusinde år siden, mens denne tegnkode og måde at tænke på etablerede sig, havde koen en meget vigtig plads i menneskers bevidsthed.

Ymer dier Audhumla. Nicolai Abildgård, ca. 1775, Statens Museum for Kunst

Her ses Ymer ved yver. Jætten har ikke kun lagt navn til et syrnet mælkeprodukt, men er for så vidt ophav til hele den skabte verden foruden menneskeslægten, som det vil fremgå af de gamle nordboers skabelses-beretning:

I tidernes morgen var intet til. Der var hverken land eller hav eller kølige bølger. Der fandtes ingen jord, der var ingen himmel. Der var kun det uendeligt tomme rum – Ginnungagap.

Det store tomme rum lå mellem isens land Nifelheim i nord og varmens land Muspelheim i syd. Den varme ild fra Muspelheim blandede sig med den kolde is fra Nifelheim, og på den måde opstod livet.

Da isen mødte varmen, begyndte den at smelte, og af smeltevandet opstod et menneskelignende væsen – jætten Ymer. Mens Ymer lå og sov voksede der af sve-den fra hans armhule en mand og en kvinde frem. Fra disse nedstammer jætterne.

En ko med navnet Audhumla (udtales [øyd-]) blev som Ymer dannet af smeltevandet. Ymer levede af den mælk, som strømmede fra Audhumlas yver. Koen selv fik næring ved at slikke rimfrost af en sten. Da den slik-kede blev Buri skabt ud af stenen. Buri blev forfader til gudeslægten aserne, idet hans søn Børre giftede sig med Bestla, og sammen fik de sønnerne Odin, Vile og Ve.

De tre gudesønner dræbte Ymer og dannede bagefter verden af hans krop. Ymers blod væltede ud over hele Ginnungagap og lavede oversvømmelse. Alt blev som hav, og Odin, Vile og Ve skabte landjorden af Ymers kød, så de fik fast grund under sig. Derefter smed de Ymers vældige knogler til side og dannede af dem bjergkæderne til værn mod havet. Hans hjerneskal var stor nok til, at der kunne bygges en himmel over jorden. Hjernen rev de i stykker og kastede stykkerne op i luften, hvor de drev om som skyer.

Af ildgløder, som føg ind fra Muspelheim dannede de stjernerne på himlen. Men rigtigt lyst blev der først, da de lavede en vogn, forspændt med en skinnede hest, der løb hen over himlen. Hesten kaldte de Skinfakse, for derfra kom dagslyset. Men når den gik af himlen, blev det nat. Da sendte de en anden vogn af sted med hesten Rimfakse. Den lyste mindre og gav ikke varme. Fra den dryppede der rim ned over jorden. Nu havde de lys og fast grund og kunne fortsætte med at skabe.

Jorden blev grøn, græs og træer skød frem.

Da Odin, Vile og Ve så et par træstammer ved stranden, formede de af disse skabninger, som lignede dem selv. De skulle ikke være så store som aserne, og de skulle ikke være jætter, men små og smukke mennesker. De tre gudebrødre dannede dem og gav dem liv og ånd. De kaldte dem Ask og Embla. Ask var en mand og Embla var en kvinde.

Nu var der guder, jætter og mennesker!

I forlængelse af det shamanistiske tema i modsatte spalte, er det oplagt at se den gamle nordiske kosmologi i spejlet af den shamanistiske: de tre verdener, verdensaksen osv.

Klassisk svensk fä-bodsdrift. Fä betyder kreatur, bod er et lille hus eller skur. 

Bemærk også, at ’boskab’ på svensk betyder kvæg!

Tilbage til køerne som oprindelse til lidt af hvert: Fehu, det domesticerede kvæg, som lægger hoved til runealfabetets begyndelse, findes såmænd i en form tæt på den oprindelige i den svenske sæter-kultur, hvor kreaturerne om sommeren gennedes op på fjeldets græsninger, og menneskene fulgte med op til fä-boderne, hvor en særlig kultur har udspundet sig gennem århundrederne, indtil den svandt hen med industrialiseringen. Det har naturligvis handlet om sløjd og husflid, men først og fremmest har det handlet om at udnytte den rig-dom af mælk, der flyder fra dyrene i denne periode.

Tula hem och tula vall, tula långt åt mossen.

Kål fick jag när jag kom hem, kål fick jag i påsen.

Mjölken var båd' gul och blå, osten såg jag lita å,

smöret smakte jag aldrig.

Selvom teksten til den kendte vallvisa her gives i to varianter, skulle budskabet være klart og universelt: Det er ikke altid dem, der arbejder hårdest for at udvinde rigdommen, som får den bedste del af den!

Sæterpigen lever i pendulfart mellem bod og vall, mellem hytte og sæter – men i hendes madpose er der mere kål end nærende mælkeprodukter!

Hør Alice Babs’ fortolkning, som dog ikke virker specielt rustik og autentisk:

Alice Babs: Tula hem och tula vall

Musikalsk er det så svensk, som det næsten kan blive: e-mol i tre-takt!

Liten oxe, liten ko, vallvisa:

Elina J. Johansson: Liten oxe, liten ko

Jag vil gå vall, vallvisa:

Elina J. Johansson: Jag vil gå vall (trad. vallvisa)

Kulning:

Kulning & vallåtar

Sang var ikke blot noget, som omhandlede dyrene, det var et kommunikationsredskab sæterpigerne imellem og tilligemed et arbejdsredskab, hvor man med syngende råb i et meget højt leje kunne lokke kreaturerne hjem til boden eller sågar til at flytte sig fra en sæter til en anden. Denne sangform kaldes kulning (formentligt af ko). I Norge hedder det kaukning, som ganske enkelt betyder råb, og på dansk findes begrebet kolokkeråb. Fjeldene har genlydt af sang, som man uden at romantisere må mene har haft et andet aftryk på omgivelserne end vore dages motorsave, traktorer og jagtrifler.

I Dalarna og Jämtland har man – helt tilsvarende Alpernes sæterkultur - dyrket de mest sindige og højtydende køer og geder, og markeret deres status som førere af flokken med klokker.

Mange af kaldene indeholder navne på de dyr, som fører flokken, og hvis klokker er stemt, så sæterpigerne (der er tale om kvindernes domæne) har kunnet følge deres dyrs bevægelser. Sangen har også haft til funktion at skræmme rovdyr.

Kreaturerne har svaret med egne stemmer på sangen, som således er blevet en komposition, hvor naturens riger indgår, fra fjeldenes og skovenes ekkoer til dyr og mennesker.

Førerko og -ged er naturligvis blevet hædret, og det samme er de dygtigste hyrdinder, også når det gælder kraft, skønhed og effektivitet med stemmen. På den måde er sangen blevet en skattet kulturarv, som har præget den nordiske musik med sine karakteristiske melodilinier og ’blå’ toner.  

Kulning er et raffineret melodisk signalsystem med et væsentligt element af improvisation. Lokke-råbene kan være signaturer, som har tilhørt enkelt-personer eller er blevet videregivet i familier gennem generationer. Det betyder også, at familiens kreaturer har genkendt akkurat de lokkeråb, de skulle respondere på.

Meget af sangens udtryk gives af omstændighederne: Det er oplagt, at de høje toner ganske enkelt bærer længst, og der er også her ligheder med Alperne, hvor jodlen jo præges af spring mellem oktaver og registre.

Den kraftfulde og vibratofri ansats kræver sin kvinde – råbene kan nå en styrke på 125 dB, betydeligt højere end forsvarets sirener! – men når man først har lært sig at stå det rigtige sted i strømmen, vil mange af tonetrinene give sig selv, der vil ikke være tid til tøven og tvivl - som når fiskemanden, banan-handleren eller mor-barn råber mellem vindue og gård: 

”Sild er godt!”; 

”Ole, du skal op at spise!”

… giv dig selv muligheden for at prøve det (igen)!

Såvel i baggård som i fjeld har man mulighed for at (gen-) opdage, at kroppen – hvis man ikke er for fremmedgjort i den mht. sang – hurtigt stiller sig ind efter akustikken, så fraser og toneleje helt organisk tilpasser sig miljøet.

Mit eget møde med svensk sætersang skete i 1997 gennem Helle Thun, som efter syv år i Sverige ville opdyrke sin storby-identitet og tog til København bl.a. for at finde nogle at synge overtoner med. Det fandt hun med ensemblet Zeismos, som jeg var del af, men det viste sig snart, at der flød en mere inspi-ration fra det, hun havde lært sig i Sverige. Hun står hverken med teknik, klang eller udtryk tilbage for nogen af de svenske kulere, jeg har hørt, og så er der dømt gåsehud, for kombinationen af kvinde-kraft med skønhed og ynde er sjælden og velgørende i en ellers noget overfladisk kultur.

Selvom Helle har udviklet sin stemme i et væld af andre sammenhænge - eksperimenter såvel som skønsang - har hun heldigvis holdt ved denne særprægede, urnordiske sang og undervejs har hun undersøgt de hjemlige paralleller, som man bl.a. finder spor af tilbage til vikingetiden.

Her er et link til Helles MySpace! (åbner i nyt vindue)

 Nedenfor er et eksempel på et gammelt dansk ko-kald: 

Lurvelov, lurriva lænne, hwor ær do henne?
lurvelov, lurrivalé,  ka' do høre det?

Lurrivalov, lurriva løwel, i Gammelbedskov høwel.
Lurrivalov, lurrivalé, ka do høre det.
 
Lurvelov, lurriva løwer, kom hier øwer.
Lurrivalov, lurrivalé, ka do høre det?
 
Lurvelov, lurriva lækken, blyw ner ve bækken.
lurrivelov lurrivalé, ka do høre det?