Entré‎ > ‎

Simple Sounds

  Anders Nordin, kyotakufløjte     

       Skye Løfvander, overtonesang          



Kyotakufløjte og overtonesang er ikke den mest almindelige konstellation for en duo.

Det betyder ikke, at Simple Sounds er utilgængelige, tværtimod!

Simple Sounds sætter nye standarder for akustisk meditativ verdensmusik med intenst nærvær og styrke, subtile detaljer, og - måske lidt overraskende - musik som falder let i øret, skaber fortættet atmosfære, vækker følelser og højner opmærksomheden.


Simple Sounds byder dig velkommen på en rejse ind i det ukendte!

 

Anders og Skye har i årenes løb optrådt sammen under mange forskellige forhold.

Blandt koncertsteder kan nævnes Rundetårns Bibliotekssal, Thorvaldsens Museum, Ny Carlsberg Glyptotek, Københavns Domkirke, Museumshallen i Krystalgade, Byens Lys på Christiania, Hellig Kors Kirke, Stege Bio, Brenderup Højskole og Klaverfabrikken i Hillerød. 


Kyotakufløjten er en meterlang kantblæst bambusfløjte med fem huller, som fremstilles af rodstykket af en særlig bambusart, som kun vokser ét bestemt sted på den japanske ø Kyushu. Anders Nordin har spillet Kyotaku siden 1988 og stået i lære hos den mest navnkundige japanske fløjtemester, Koku Nishimura, ”Den Sidste Samurai”, som døde for et par år tilbage. Fløjten spilles i tæt samklang med åndedrættet, tonerne åndes frem i en organisk bevægelse nærmere end ved at blæse.  Kyotaku har en meget smuk og dyb tone og er et klassisk japansk instrument med en 1200 år lang tradition. Direkte oversat betyder Kyotaku ”klokker der tømmer sindet”, idet fløjten primært er et redskab til meditation. Udtrykket er enkelt men fuldt af subtile nuancer. Se mere om Anders og fløjten på www.kyotaku.dk

 

Overtonesang er en måde at komme ind til essensen af den musik, der bor i os. Ved at bruge sine resonansrum bevidst kan fløjteagtige eller metalliske toner lokkes frem, som ligger mere end tre oktaver højere end stemmens normale område, et fascinerende udtryk, som kan virke helt overrumplende for uforberedte. Dygtige sangere, som Skye Løfvander, kan reelt synge to-stemmigt med sig selv, idet overtonerne får en selvstændig rolle. Også den rumlende, dybe undertonesang, som kendes fra tibetanske munkekor, mestrer han. 


Foto:  Mona Heuser. Tak!

Skye har skrevet den meget roste bog Overtoner Under Huden, 2003, (se anmeldelser på www.sophiaforlag.dk) samt På Syngende Grund med øve-CD, ligeledes på Forlaget Sophia i 2005. Februar 2005 udkom cd’en Stained Glass Music med optagelser fra Cisternerne Under Søndermarken sammen med Hanne Siboni, vokal og Karsten Vogel, saxofon. 

 

 

Simple Sounds' øvrige instrumenter:

Monochord, didjeridoo, klokker, syngeskåle, perkussion, seljefløjter.

 

Varighed: Vi kan optræde mellem 15 minutter og 4 timer efter aftale. Der kan garneres med zen-historier, demonstration af overtoner mm.

 

Akustiske forhold: I flere tilfælde vil vi kunne optræde uden PA-anlæg, især hvor der er god akustik i mindre lokaler. Ved meget tør akustik eller størrre lokaler får vi brug for en forstærker med rumklang samt to gode mikrofoner.

 

Comments