Entré‎ > ‎

Tommer og toner

Tommer og toner


Aulos v/ Michael Atherton & Melismos


Græsk lyre


Den evige kamp mellem blæsere og strenge er virtuost beskrevet i animationen om enmandsorkestre:

Enmandsorkestre: Blæser mod strenge


Dias-showets tekst:

Videos tu.tvOptakten er ren Asterix: Romerne har besat hele Europa, men oppe mod nordvest holder en lille enklave af gæve gallere tappert stand! EU-kommissionen har i 2007 efter 35 års tovtrækkeri endelig strakt våben i kampen for at harmonisere briterne på måleområdet. De brave briter har jo nogle ældre måle- og vejesystemer med ounces, pints, gallons, pund, stones, tommer, yards, mm., som for moderne decimal-europæere kan virke forvirrende. Og briterne slipper nu heller ikke helt, for selvom de foreløbigt har undgået den endegyldige harmonisering, er det blevet lovpligtigt også at opgive varers mål og vægt i metersystemet… hvem sagde millimeter-demokrati?
Jeg sympatiserer vældigt med de gæve øboere i denne sag, som minder en lille smule om noget som kunne være endt langt mere alvorligt, nemlig da digital tidsvisning med tal - 10:09:36 - i en periode var ved at presse urskivernes cirkulære visning ud. Heldigvis var de konservative kræfter her stærkest, så de fleste urskiver nu - som de bør og skal - stadig viser tiden som en cyklus.
Det er ikke kun et praktisk spørgsmål, om man nu skal fortolke tiden som lineær eller cyklisk, det er et spørgsmål, om at blive mere eller mindre fremmedgjorte for den verden, vi lever i. Jeg har slet ikke lyst til at tænke på livet i et samfund, som har udryddet den cykliske tidsforståelse! Med urskiverne lærer vi ikke bare om tidens gang i tidens løb, vi lærer også noget om at dele en cirkel - billedet på helhed - og dermed om primære geometriske former:60= 2x2x3x5Derudover får vi en træning i at orientere os i andre talsystemer end det titalssystem, som trods alt ikke er lige velegnet til alting.Den 12-delte cirkel er sammensat af 2-delinger og 3-delinger, 12= 2x2x3, og bygger altså på primtallene 2 og 3.Den 60-delte cirkel bygger tilsvarende på primfaktorerne 2, 3 og 5. Det er mesopotamiernes urgamle (!) seksagesimale (60-tals-) system!Titalssystemet bygger på primfaktorerne 2 og 5.
Det er helt legalt at spekulere i, om de gamle mesopotamierer også valgte 60-delingen af musikalske hensyn. På en monochord på 60 længdeenheder (centimeter, tommer eller hvadsomhelst!) vil man kunne lave en ren dur-skala med hele tal. Her er skyderen indstillet på 40= ren kvint. Alle tallene er bygget på primfaktorerne 2, 3 og 5, som i musikken er hhv. oktav, ren kvint og ren stor terts (NB! I nævnte rækkefølge!)30- 32- 36- 40- 45- 48- 54- 60 =2x3x5, 2x2x2x2x2, 2x2x3x3, 2x2x2x5, 3x3x5, 2x2x2x2x3, 2x3x3x3, 2x2x3x5.
Det gode gamle tommemål skal have en lille fanfare og afskedssalut, mens det synker ned i harmoniseringens ildsø (billedet er en af mange slutscener i A. Schwarzeneggers Terminatorfilm), for der er bestemt kvaliteter ved denne model, som vil være et savn, når vi ikke har den mere: - Første element er let at forstå: Det er praktisk at have et mål, hvis størrelse refererer til noget kropsligt, uanset hvor forskelligt vi i praksis er proportioneret.- Derudover bygger tommemålet - lidt ligesom den 12-delte urskive - på et princip om at dele helheden så enkelt som muligt.
Som det kan ses indført med blåt på tommemålet, giver dette system sine brugere nogle fundametale færdigheder i at regne med brøker. At forstå proportionernes spil i vores virkelighed er faktisk vigtigt: Hvordan forholder én størrelse sig til en anden!? Det binære (totals-) princip sporer os endvidere ind på musikkens oktav (proportionen 1:2) og forholdene i naturtonerækken.
Her er en aulos: en dobbelt-obo, som var udbredt i oldtidens Grækenland og tilstødende områder. Den kan lave en vældig jamrende og gennemtrængende lyd, når man spiller på begge piber samtidigt.
I 1920’erne udgravede den tyske arkæolog Kathleen Schlesinger en aulos, hvor hullerne var placeret anderledes end normalt var kendt, og musikken, der kom ud af de kopier man fremstillede, lød meget særpræget.Hullerne var for så vidt anbragt på meget simpel vis ved at inddele længden først i to, dernæst den ene halvdel i otte lige store længder, altså reelt i sekstende-dele af den fulde længde.Strenge og luftsøjler opfører sig, hvad længder angår, stort set ens musikalsk set, så ovenfor vises en guitar og derunder de tilsvarende længder for et imaginært 'aulos-gribebræt.Schlesingers aulos er en musikalsk tommestok, delt op i sekstendedele fra 8/16 til 16/16.
Sekvensen af overtoner mellem deltone nr. 8 og 16 begynder med en stor heltone, 8:9, følges af en lille heltone, 9:10, og slutter med en stor halvtone, 15:16.Schlesinger-aulossens toner er en inversion af denne del af overtonerækken: Den begynder med den store halvtone, 15:16, følges af en lidt større halvtone, 14:15, og slutter med den store heltone 8:9.
Ideen med at anbringe fløjtehuller med lige stor afstand er omtrent så gammel som musikken selv. De ældste musikinstrumenter, som man stadig kan spille på, blev fundet ved landsbyen Jiahu i Henan-provinsen i Kina fra 1983 og frem, og er fra en samling på 33 8-9.000 år gamle fløjter. De er fremstillet af tranevingeknogler, svarende til vores underarms-knogle og er godt 20 cm lange. Med en så kort længde, må hullernes indbyrdes afstand ikke være for tæt, for så er der ikke plads til fingrene.
Det betyder at den udmelding, som i første omgang kom fra musikhistorikere, var, at det var ret tilfældigt med musikken i den kinesiske stenalder, det var et praktisk spørgsmål om at skaffe plads til fingrene! Men så dukkede et fund op, et brudstykke af en usædvanlig fløjte, hvor der var 10 fløjtehuller i to parallelle rækker med meget kort afstand. Trinene mellem de enkelte toner svarer til halvtonetrin og man mener, at den har været anvendt som reference, en tuner eller 'stemmegaffel', når man skar fløjter og skulle stemme dem, for med de korte afstande mellem hullerne er den umulig bare at spille på. Et andet fund var en grav med to fløjter, hhv. en pentaton og en heptaton skala og endelig fandt man en pentaton fløjte, som var så præcis, at tilfældigheder var helt udelukket. Man kan jo netop statistisk kalkulere, hvorvidt et bestemt tonemønster er fremkommet ved en tilfældighed eller med henblik på en særlig udvælgelse af tonemateriale, men det kræver naturligvis overblik og indsigt.
Af samme grund vil musikhistoriske forskere sikkert længe holde gang i diskussionerne om et fund fra 1995 i Divje Babe i Slovenien af en mindst 40.000 år gammel stump lårbensknogle fra en hulebjørn, for er det bidmærker fra et rovdyrs hjørnetænder eller er det rester af hofinstrumentet fra 'Hulebjørns klan', en neandertalers fløjte? Bølgerne går højt, for spørgsmålet kan rykke ved hele vores forståelse af menneskets kulturelle udvikling. Det er under alle omstændigheder påfaldende, for de fire huller – hvoraf to er intakte - sidder nydeligt på række i knoglens tykkeste del, så de ville kunne frembringe en nydelig do-re-mi-fa! Vi skal 5.000 år længere frem i tiden, før der er ekspertenighed om stenalderfløjter fra hhv. Isturitz i Pyrenæerne og Geissenklösterle ved den tyske del af Donau. De er fremstillet af hhv. mammuttand, gribbe- og svanevingeben, og kan spille tilnærmet pentatont. Mærk og hør ånden i musikhistoriens vingesus!
Her er Musikkens Tempel, graveret af Matthæus Merian (1593-1650) på anvisning af den engelske renæssancelæge og okkultist Robert Fludd (1574-1637).”Betragt med omhu spiralsnoningerne i tårnet; de betegner luftens bevægelse, når denne berøres af lyden eller stemmen.” R. Fludd.Tårnet spiller på de himmelske sfærer i ornamentet og betoner smukt spiralformen… og så er der to tilsyneladende ligeværdige indgange. Fludd oplyser direkte, at de skal symbolisere ørerne, men det er nok også i overensstemmelse med værkets ånd at forstå de to åbninger som de to tilgange til musik, som de to skikkelser repræsenterer på billedet.Den første af dem er Apollon, solguden, som spiller på sin lut, som i myten fra den græske oldtid dog er en lyre. Den er fremstillet af den fiffige gud Hermes, som ved en klippehule fandt et skind og et skildpaddeskjold at spænde det ud over, inden der kom strenge på. Og det er den højere ordens musik, kosmos, harmoni, som vælder frem når Apollon slår på sine strenge.
Selve begrebet musik knytter sig til Apollon, for det er afledt af muserne, gudinder for de kunstarter, der bevæger sig gennem tiden: digtning, dans, lyrik og stjernekundskab. Og Apollon placering på tronen over 'primum mobile' - den først bevægede sfære minder os om Aristoteles 'ubevægelige bevæger'. Træsnittet er fra Franchino Gaffurios 'Practica Musice', Milano 1496. Apollon styrer livskraftens tre-hovedede slange gennem musernes ni sfærer ned til jorden.De tre hoveder symboliserer rummets tre dimensioner og tidens tre aspekter. De ni sfærer er de klassiske planetsfærer, men derudover samtidigt musernes domæne og en tonestige, der bevæger sig gennem de klassiske græske modi med de navne, som siden blev kendt fra kirketonearterne. Dog er der sket en navneforbytning undervejs, men det er en anden historie.
Den anden skikkelse på Fludds tryk er mindst lige så spændende, en fyr med bukkeben og horn i panden! For fanden, det var en anden snak … og musik! Ganske vist er navneligheden mellem Fanden og hans dionysiske fætre Pan og Faun tilfældig, men forbindelsen er klar, også når vi ser, hvordan førstnævnte afbildes. Det er drifterne, liderligheden, det utæmmelige og ukontrollerbare, som i den vestlige kultur er blevet til fristeren og modstanderen, men altså modelleret op over nogle relativt uskyldige naturguder. Ovenfor ses en satyr med aulos overfor guden Dionysos, for Pan på Fludds musiktårn kunne lige så vel have været en satyr - med stivpik og hestehale - og fløjten været en aulos, for Apollon var to gange i musikalsk væddekamp, én gang med Pan, og én gang med satyren Marsyas. At det er strengene, som i denne sammenhæng repræsenterede kosmos, og panfløjten som stod for kaos, lader ingen tvivl tilbage om, at vi taler om en tid som endnu ikke kendte til hverken Jimmi Hendrix eller George Zamfir!
Marsyas' instrument var oprindeligt ifølge myten Pallas Athenes, som elskede dets lyd, men hun smed det fra sig med en forbandelse, da det gik op for hende, at de andre guder grinede af hendes grimasser, der helt naturligt fulgte med spillet. Ovenfor ses Athene og Marsyas med aulos for fødder. Bronzekopi af Myrons værk (medio 5. årh. fvt.), Botanisk Have, København. Der refereres bl.a. til denne fra flere internationale Wikipedia-sider.Forbandelsen ramte Marsyas, som senere fandt fløjten, og blev så grebet af at spille på den, at han til sidst turde udfordre selveste solguden til musikalsk kappestrid. Den foregik ikke uden tricks, bl.a. måtte Apollon ty til det 'Hendrixske' spil på en omvendt holdt lyre og til at synge mens han spillede, hvilket ingen aulos-spiller naturligvis kunne gøre efter. Apollon lod Marsyas flå for sin hybris og huden endte i en hule i Frygien.
Relieffet her kan ses på Statens Museum for kunst og viser en repræsentant for mennesket - en slave - i spændingsfeltet mellem de apollinske musik og den dionysiske.
Melchior Meier, er ophavsmand for graveringen, hvor Marsyas flås af Apollon. Meget sigende blev det til i hans dødsår, 1582. Apollon har måske set muligheden i at fremstille et nyt instrument med en menneskehud i stedet for en slangehud!For et vende tilbage til tommerne og tonerne er der en interessant parallel i, at EU-kommissionen troede, de, som Apollon, skulle harmonisere Marsyas/ briterne og måske netop derved skaber ravage. Harmoni kan ikke tvinges frem! … musikken er jo heller ikke ligefrem blevet mere harmonisk siden den græske oldtid!… Så meget for harmoniserende guder og afrevne huder!
Forhåbentligt nåede budskabet frem!?I øvrigt har Marsyas tilsyneladende slet ikke tabt slaget, idet hans hud efterhånden synes at være spændt ud over hele musikkulturen. Aulossen er Grækenlands officielle nationalinstrument, og hvis man betragter, hvilken slags musik, de fleste lader sig påvirke af, falder det ikke ud til den apollinske side!
Så burde der vel være frankeret rigeligt!
Comments