Musik for folk og fyrster



PRESSEFOTO I HØJ OPLØSNING: KLIK HER!
Pressemeddelelse .pdf-fil, 273 Kb: Klik her!

Musik for folk og fyrster

Dhrupad og overtonesang

Ashish Sankrityayan & Skye Løfvander

Sønderborg Slot, Riddersalen

Lørdag d. 2. april kl. 19.00.Entré: 80,- kr. ved døren.

Info: 20970701, www.subtlevoices.dk


De to sangere er bemærkelsesværdige stemmekunstnere, som bevæger sig ind til stemmens essens, til selve klangen, der udsmykkes og nuanceres på højst overraskende og fascinerende måder.
Oplevelsen bliver en fordybelse, en rejse ind i sindet, hvor musik møder sprog, tid og rum. De to udtryk smelter sammen i et modalt tonesprog med dybe meditative kvaliteter.

Dhrupad er den ældste overlevende indiske musiktradition. Den har rødder tilbage i de vediske hymner og udviklede sig siden til en klassisk form under beskyttelse af de regerende maharajaer. Den legendariske Tansen, som var hofmusiker under Akbar den Store (1542-1605), var dhrupad-sanger.
Dhrupad har en meget kompleks grammatik og regler for fremførelse. Sangeren har gennem årelang træning udviklet sin kropslige resonans på en måde, så han bevidst kan fokusere klangen efter ønske og lade den flyde frit fra bug til isse. Dette muliggør et udtryk med et bredt spektrum af subtile tonenuancer og mikrotonale ornamenter. I denne musik behandles tonerne ikke som stivnede punkter, men som flydende enheder med uendelige muligheder for tonalt farvespil.

Overtonesang som folketradition findes rendyrket i Centralasien: Mongoliet og Tuva-republikken. Her har man på forbløffende måder udviklet teknikker til at spalte stemmens klang, så der høres to lag i sangen samtidigt. Det øverste lag ligger i området tre oktaver over det nederste og med en dragende, fløjtelignende og æterisk kvalitet. De seneste tre årtier er der blevet arbejdet intensivt med udviklingen af en vestlig overtonesang, hvor de specielle teknikker kombineres med flerstemmighed og harmonik. Som kunstform er det et nyt og eksperimenterende udtryk, som dog ofte trækker på tidlig modal musik som gregoriansk sang.

Dhrupad og overtonesang er en usædvanlig kombination, som dog af flere grunde er frugtbar. Den indiske musik bygger i bund og grund på overtonernes lovmæssigheder og ørets opfattelse af den rene klang, som også overtonesangen er et udtryk for.
Dhrupadsangere af Ashish’ format formår at overholde dhrupads indviklede regelsæt og samtidig begive sig ud i eksperimenterende former. Mange af de melodiske linier som benyttes har både hjemme i den gamle indiske og de gamle europæiske traditioner. Endelig – og måske allervigtigst – nyder sangerne hinandens musikalske selskab.

Ashish Sankrityayan repræsenterer dhrupad-sang i Dagar-traditionen. Han har fuldført universitetsuddannelse i matematik i Calcutta og Bombay, og begyndte sin træning i klassisk indisk musik i en tidlig alder. Siden har han modtaget mere end 20 års træning af tre af de for kendere af indisk musik nærmest legendariske Dagar-brødre – som ubrudt har videreført kunstarten siden mogul-tiden. Han blev for nylig hædret med den prestigefyldte National Junior Culture Fellowship uddelt af Indian National Academy of Music and Dance (Sangeet Natak Akademi).
Ashish Sankrityayan har optrådt med sin kunst ved private og offentlige koncerter i Indien og Europa. Han underviser studerende i Europa, hvor han har ledet adskillige workshops og undervist og givet demonstrationer af sin kunst på akademiske institutioner som Freie Universität, Berlin; Hochschule für Musik Hanns Eisler, Berlin; Anton Bruckner University, Linz; Hildesheim Universität; Musikvidenskabeligt Institut, Kbh. og Vestjysk Musikkonserva-torium.
Han har også optrådt i mange europæiske kirker med koncerter, hvor dhrupad fremføres sammen med europæisk middelalder- eller renæssance-musik. I Danmark har han bl.a. optrådt i Kronborg Slotskirke med lutisten Lars Hannibal; på Frederiksborg Slot med lutisten Kristian Buhl-Mortensen; i Roskilde Domkirke med Hildegard-sangerinde Inge Brink Hansen samt op mod hundrede koncerter med partneren i duoen Subtle Voices, overtonesangeren Skye Løfvander.

Skye Løfvander er et renæssancemenneske, som foruden musikken bla. har gjort sig bemærket som forfatter, underviser samt koncert- og udstillingsarrangør.
Overtonesangen begyndte han med i 1997 og har siden været en central figur i det hjemlige og europæiske overtonemiljø.
Han har som solist og i diverse konstellationer optrådt i et væld af sammenhænge, i første åndedrag skal nævnes makkerskabet med kyotaku-spilleren (japansk bambusfløjte) Anders Nordin og trioen med vokalist Hanne Siboni og saxofonisten Karsten Vogel, som bla. har kastet en meget rost cd, Stained Glass Music, af sig.

Han har udgivet to bøger om overtonesang og gennem udstillingen 'Rundt om tonen' i Rundetaarn 2008 gjort de komplicerede mønstre i musikkens grundstruktur anskuelige med form og lyd.
Han indkaldes ofte som gæstelærer og til at demonstrere og udvikle muligheder med overtoner på institutioner, i korsammenhæng og medier.
Fra 16.-24. marts har han været en af de bærende kræfter i Scandinavian Overtone Singing Festival, som blev afviklet i Hillerød, Lund (Sverige) og København, med deltagelse af førende kunstnere fra et dusin forskellige lande.

Ashish Sankrityayan og Skye Løfvander har siden 2006 sammen optrådt ved op mod hundrede koncerter i kirker, kulturhuse, biblioteker, koncertsale og mere ydmyge rammer. De har bla. præsenteret dhrupad og overtonesang på den store Musica Sacra Festival i Algaü, Tyskland, 2010 med repræsentanter fra hele klodens sakrale musiktraditioner og et to-ugers program med daglige meget velbesøgte koncerter.
De har sammen udgivet cd'en Subtle Summit. Med hjælp fra akustikerne i det førende danske firma Odeon, som står bag det akustiske design af bla. DR's nye koncertsal og operaen, blev det muliggjort at indspille med den digitalt simulerede akustik fra hhv. Sokullu-moskeen og Hagia Sophia-katedralen - begge findes i Istanbul, Tyrkiet, og forskerholdet har som led i et stort europæisk akustik-bevaringsprojekt gjort disse steders unikke akustik virtuelt tilgængelig. Optagelserne er foretaget i de avancerede studier omkring det anekkoiske rum (et af Europas største lyddøde rum) på Danmarks Tekniske Universitet, Lyngby.

Comments